Oddsbombe i FA Cup'en

Chelsea har problemer og det kan Birmingham udnytte til en overraskende og meget velbetalt sejr i eftermiddag

Chelsea-manager Andre Villas-Boas er bookmakernes favorit til næste fyring i Premier League efter meldinger om, at han er på kollisionskurs med spillerne. Det gør Chelsea sårbar, når det i eftermiddag gælder FA Cup-kamp mod Birmingham. (Foto: AP/Matt Dunham)
Chelsea-manager Andre Villas-Boas er bookmakernes favorit til næste fyring i Premier League efter meldinger om, at han er på kollisionskurs med spillerne. Det gør Chelsea sårbar, når det i eftermiddag gælder FA Cup-kamp mod Birmingham. (Foto: AP/Matt Dunham)

Spilforslag Indrømmet. Vi er ude i et af de vilde langskud her, men odds er trods alt for højt på overraskelsen. I vores optik skal Birmingham have omkring 12 procents chance for at vinde her, og så er odds 11 altså noget i overkanten.

Nok er Chelsea med i den bedste halvdel af Premier League, mens Birmingham ligger i den næstbedste række, men hjemmeholdet har problemer. Spillet fungerer ikke, og nok så vigtigt har flere af holdets profiler tilsyneladende helt mistet respekten for manager Andre Villas-Boas. Det kom til direkte konfrontation med gensidige beskyldinger i forbindelse med et stormøde tidligere på ugen, hvor også klubejer Roman Abramovich var med.

Det var en indikaton af, at manageren har 'mistet omklædningsrummet', som det så populært hedder sig i England.

Hans håndtering af problemerne føjede formentligt mere benzin på bålet.

- De (spillerne, red.) behøver ikke støtte mit projekt. Det er ejerne, der skal støtte mit projekt, erklærede han således efterfølgende til engelske journalister.

Den bemærkning ligner mest af alt et selvmål, der næppe har dæmpet frustrationerne i førsteholdstruppen. Det kan koste inde på banen, hvor motivationen i forvejen er faldende og spillerne i højere grad agerer efter, hvad de selv mener er fornuftigt frem for, hvad manageren siger.

Det betyder ikke nødvendigvis, at Chelsea-spillerne kommer til at rende rundt som hovedløse høns, men det giver en sårbarhed, som Birmingham på dagen kan udnytte.

Nøjagtigt som Everton gjorde i sidste weekend. Her havde Chelsea bolden mest, men skabte for lidt og mest af alt var der vilje til forskel. Everton-spillerne fightede simpelthen mere for sagen. Det kunne meget vel tolkes som et symptom på problemerne uden for banen.

LIVE: Følg kampen direkte på ekstrabladet.dk

Gæsterne har til fulde demonstreret, at de har hjerte og vilje. Godt nok er Birmingham placeret i den næstbedste række, men klubben spillede i efteråret med i Europa League og demonstrerede her, at man også kan præstere som undertippet på udebane. Mest iøjnefaldende var 2-1 sejren ude mod Club Brügge. For en måned siden vandt man 1-0 ude mod Wolverhampton i FA Cup'en.

I det hele taget står man som ubesejret i 13 kampe i træk, hvor nullet er holdt i de ni. Nok har modstanderen ikke haft Chelseas niveau, men hvis London-klubben er lige så uengageret og uskarp som mod Everton, så kan det vise sig nok så vanskeligt at knække gæsternes defensiv og så er overraskelsen pludselig ikke helt så langt væk.

Det skal i hvert fald testes til dette odds.

Følg ekstrabladet.dk's spilforslag på Facebook

Mandskabsmæssigt savner Chelsea fortsat den mest benyttede spillere i defensiven, Ashley Cole (forsvar) ligesom John Terry (forsvar) er yderst tvivlsom. Ramires (midtbane) mangler sandsynligvis også, mens Didier Drogba (angreb) først lige er kommet hjem fra African Cup of Nations og står over. I hans fravær er det Fernando Torres, Dean Sturridge og Mata, der har skullet score målene. Af dem er det siden jul kun Mata, der har formået at score ...

Her ud over ventes Villas-Boas at rotere på sit hold, selvom spillerne har givet udtryk for, at man bør prioritere FA Cup'en. Manageren har dog også et blik rettet mod Napoli i Champions League på tirsdag og ambitioner om at erobre en Champions League-plads via ligaen. Det betyder, at man meget vel vil se spilletid til eksempelvis Ryan Bertrand (forsvar), Jon Obi Mikel (midtbane) og Florent Malouda (midtbane/angreb).

Birmingham savner Guirane N'Daw (forsvar/midtbane), hvilket er til at håndtere. Lidt mere ærgerligt er det, at topscorer Marlon King og hovedstødsstærke Nikola Zigic (angreb) heller ikke er med. Begge kunne godt have gjort en forskel. Udgangspunktet for gæsterne bliver dog en kompakt defensiv med kun en enkelt mand på toppen. Den rolle får Adam Rooney (angreb), der faktisk har vist sig som et ganske farligt våben i udekampene hen over sæsonen.

Hvad spiller du på i dag? Del dine tip i kommentarfeltet her under eller i vores Facebook-gruppe.

0 kommentarer
Vis kommentarer