Cottbus - nu også uden topscoreren

Problemerne vælter fortsat ned over Energie Cottbus, der nu må fylde op med spillere fra reserveholdet

Energie Cottbus har nok at slås med i begge ender af banen. Nu er topscorer Dimitar Rangelow faldet fra, mens Daniel Ziebig og Roger mangler i henholdsvis forsvar og på midtbanen på grund af karantæne. (Modelfoto:Colourbox)
Energie Cottbus har nok at slås med i begge ender af banen. Nu er topscorer Dimitar Rangelow faldet fra, mens Daniel Ziebig og Roger mangler i henholdsvis forsvar og på midtbanen på grund af karantæne. (Modelfoto:Colourbox)

Spilforslag: Bochum - Energie Cottbus [1] 1,91 /Ladbrokes
Tyskland, 2. Bundesliga, kampstart: 20.15

Virkeligheden er ved at indhente Energie Cottbus. Man har kæmpet heroisk med en trup, hvor flere og flere spillere er faldet fra, men i praksis har resultaterne været derefter.

De seneste syv kampe har budt på fem nederlag, mens det er blevet til point mod Hansa Rostock (1-1) og FSV Frankfurt (1-0), der vel og mærke ligger i tabellens tunge ender.

Så længe mandskabsproblemerne fortsætter, så får man det svært i de fleste kampe. Og problemerne er fortsat. Faktisk står man i aften med et nyt, alvorligt fravær i topscorer Dimitar Rangelow. Den bulgarske landsholdsspiller er holdets store offensive våben og en mand, der har båret meget på sine skuldre i takt med at angrebskollegaerne er faldet fra.

Det gør derfor ekstra ondt, når nu man allerede mangler det ombejlede brasilianske angrebstalent Leo Bittencourt, der har været Rangelows primære angrebspartner i denne sæson, har den tidligere tjekkiske landsholdsangriber Martin Fenin langtidsygemeldt og danske Dennis Sørensen ude med en skade.

Det betyder meget vel, at teenageren Martin Kobylanski starter inde for første gang. Han spiller normalt på reserveholdet, men var manden, der afløste Rangelow, da denne udgik med en skade mod Paderborn (0-2).

Læs også spilforslaget:Fuld fart på Rapid

Længere tilbage på banen må man siden sidst også klare sig uden stamspillerne Daniel Ziebig (forsvar) og Roger (midtbane) på grund af karantæne. I forvejen mangler rutinerede Martin Brzenska, der er langtidsskadet. Fraværene betyder, at der også her suppleres op fra reserveholdet og 20-årige Julian Börner kan meget vel starte inde som erstatning for Ziebig på venstre back. Vigtige Alexander Bittroff (forsvar) er på vej tilbage fra en skadespause, men er næppe klar til at starte inde. Christopher Schorch (forsvar) er også på vej tilbage, mens Uwe Hünemeier (forsvar) er småskadet, men dog i lyset af de akutte problemer nok starter inde.

Det er altså i praksis et gæstende hold, der står uden sine bedste angribere og med en del hovedbrud i en defensiv, der allerede har markeret sig ved at lukke 26 mål ind i 14 kampe. Det overgåes kun af Karlsruher (33) og Ingolstadt (37) og de ligger nede i den tunge ende.

LIVE:Følg kampen direkte på ekstrabladet.dk

Det må kunne udnyttes af et Bochum-mandskab, der er i klar fremgang efter en katastrofal sæsonstart, hvor man også var plaget af skader. Der blev skiftet ud på trænerposten, hvor Andreas Bergmann tog over i midten af september. Han debuterede med 0-4 mod Paderborn, men siden hedder formen 4-1-1 i ligaen samt pokalsejr over Unterhaching (4-1). Han roses for at have fundet på et spilkoncept og en opstilling, der fungerer bedre og bedre.

Hjemmeholdet ventes ikke at ændre det store i forhold til sidst, hvor det blev 3-1 ude mod 1860 München. Venstreback Matthias Ostrzolek er lidt usikker, men til gengæld er stamspilleren Marcel Maltritz (forsvar) klarmeldt.