Han gør forskellen for Chile

Schweiz kommer til at savne Philippe Senderos i forsvaret, når de møder et veloplagt chilensk mandskab, der mønstrer en markant offensivt forstærkning

Humberto Suazo er tilbage hos Chile, og dermed mønstrer chilenerne en endnu mere potent frontlinie til mødet med Schweiz. (Foto: AP)
Humberto Suazo er tilbage hos Chile, og dermed mønstrer chilenerne en endnu mere potent frontlinie til mødet med Schweiz. (Foto: AP)

LIVE på ekstrabladet.dk fra kl. 16

25 afslutninger på mål. Så mange noterede spanierne, da de mødte Schweiz i åbningskampen. Kun fem var inden for målrammen, og så endte det med en gedigen overraskelse på 0-1, da Schweiz udnyttede 50 procent af sine afslutninger inden for rammen.

Held og dygtighed for Ottmar Hitzfelds mandskab, der viste samme solide takter mod overmagten, da det blev 1-1 mod Italien inden VM. Her venter endnu en stor opgave mod et chilensk mandskab med store offensive kvaliteter og ikke mindst et tempo, der kan bringe ethvert forsvar på hælene. Schweiz skal satse på, at chilenerne, ligesom spanierne, ikke formår at omsætte et forventet spillemæssigt overtag og overvægt i afslutninger til scoringer.

Chile havde nogenlunde samme afslutningsmæssige overlegenhed som Spanien i sin åbningskamp mod Honduras. Her blev det til en 1-0 sejr efter at Honduras-keeper Noel Valladares havde stået en af karrierens bedste landskampe.

At det kun blev til ét mål trods overtaget tænder advarselslamperne, men chilerne kan i dag trække på Humberto Suazo, hvilket er en ganske betragtelig forstærkning af frontlinien. Han er Chilenernes store angrebsikon med en næse for mål. Han debuterede i den bedste chilenske fodboldrække i 2006 og kvitterede med 47 mål i 51 kampe og har ikke set sig tilbage siden. I foråret fik han chancen i spansk fodbold, som lejesvend i Zaragoza, hvor det blev til seks mål i 17 kampe. Han blev topscorer i den sydamerikanske VM-kvalifikation med ti mål.

Betmester: Vind en luksusfodboldtur til Barcelona

Ikke overraskende var derfor en svækkelse, at Suazo måtte stå over i den første kamp på grund af fortsatte problemer med en skulderskade. Han skulle være klarmeldt til i dag, og det øger Chiles scoringspotentiale betragteligt. I mindst lige så høj grad fordi hans tilstedeværelse giver bedre betingelser for Chiles nye store angrebsstjerne Alexis Sanchez.

Udsigten til at skulle møde et kompakt, schweizisk forsvar bør ikke afskrække. Chile har, siden VM-kvalifikationen blev sikret, besejret defensive mandskaber som Slovakiet (2-1), Nordirland (1-0), New Zealand (2-0) og så altså Honduras (1-0).

Schweiz ser ud til at skulle spille resten af VM uden den stærke forsvarsspiller Philippe Senderos, der udgik undervejs mod Spanien. Han er nøglespiller i Schweiz' forsvar og vil være savnet. Offensivt ser det ud til at schweizerne kan trække på både Valon Behrami (midtbane) og Alexander Frei (angreb), der begge har trukket med skader.

Schweiz vil være fint tilfreds med uafgjort, da man mangler gruppens svageste hold, Honduras, i den sidste kamp. Chile mangler Spanien, men kan med en sejr her sikre sig mod at det bliver en gyser om videre deltagelse. Vi vil godt sætte chilenernes sejrschance til 50 procent, hvorfor odds 2,41 holder fin værdi.

Du kan også følge ekstrabladet.dks spilforslag på twitter og på Facebook

0 kommentarer
Vis kommentarer