Store krav til Real Madrid

En pligtsejr er ikke nok på Santiago Bernabeu. Kravet er en overbevisende indsats og en storsejr over FC Zürich

Manuel Pellegrini sætter formentligt lid til rutinerede Raul, når der i aften blæses til angreb mod FC Zürich. (Foto: AP)
Manuel Pellegrini sætter formentligt lid til rutinerede Raul, når der i aften blæses til angreb mod FC Zürich. (Foto: AP)

Real Madrid - FC Zürich (0-3) [1] 3,80 /Danske Spil

Godt nok venter storkampen mod FC Barcelona lige om hjørnet, men Real Madrid-træner Manuel Pellegrini kan ikke tillade sig at tage let på mødet med schweiziske FC Zürich. Dels er der tæt kamp i Champions League-gruppe C og dels kræver både fans og presse fortsat oprejsning efter pokalskuffelsen mod Alcorcon. Weekendens 1-0 sejr over Racing Santander dæmpede ikke de kritiske røster.

Derfor skal man ikke regne med, at hjemmeholdets udgangspunkt bliver at fedte en pligtsejr hjem. Der er brug for en magtdemonstration frem mod søndagens udekamp i Barcelona.

Det kommer til at gå ud over schweiziske FC Zürich, der sensationelt vandt 1-0 ude over Milan tidligere i gruppespillet, men ret beset er kanonføde på det her niveau. Senest blev det 1-6 ude mod Marseille. Tidligere er det også blevet 2-5 hjemme mod netop Real Madrid.

Nu stiller schweizerne så oven i købet også ganske amputerede, så alle betingelserne skulle være plads til en komfortabel hjemmesejr.

Der er ingen værdi i odds 1.15, der maksimalt kan hives hjem på det rene 1-tal. Til gengæld er der ingen tvivl om, at lugter hjemmeholdet først blod, så kan gæsterne blive slagtet fuldstændigt. Derfor går vi planken ud og satser på en sejr på mindst fire mål.

Cristiano Ronaldo er endnu ikke helt klar til at spille fra start for Real Madrid, men portugiseren er med i truppen og vil formentligt komme ind fra bænken, så han har fået kamptræningen inden mødet med FC Barcelona. I forhold til weekendens kamp er Sergio Ramos (forsvar) og Lassana Diarra (midtbane) tilbage i startopstillingen efter henholdsvis karantæne og en mindre skade. Raul ventes at være tilbage i startopstillingen på bekostning af Karim Benzema.

FC Zürich har sendt profilen Almen Abdi ud i kulden, da han har afvist at forlænge sin kontrakt. Hans evner kunne der ellers være god brug for i øjeblikket. Klubben er således også i problemer i den hjemlige liga, hvor man er uden sejr i de tre seneste kampe og ude af pokalturneringen efter et 2-4 nederlag til Basel i fredags. Også Andrés Vasquez (midtbane) er sat af førsteholdet.

Den offensive profil Johan Vonlanthen er med i truppen, men er næppe klar til en plads i startopstillingen. I forvejen savner man en anden profil i skikkelse af Onyekachi "Tigo" Okonkwo (midtbane) på grund af karantæne. Yassine Chikhaoui (midtbane) og Eric Hassli (angreb) er langtidsskadede.

0 kommentarer
Vis kommentarer

Skærm

Forsiden lige nu
Plus anbefaler
Hent flere