Belgisk overraskelse lurer

Stuttgart viser svaghedstegn og det kan et solidt belgisk kollektiv udnytte til at hente fornuftigt resultat i aften

Genk gjorde det fremragende i gruppespillet i Europa League, hvor man slap ubesejret gennem de seks kampe. I aften kan holdet fortsætte succesen med et godt resultat i Stuttgart. (Foto: AP/Tibor Illyes)
Genk gjorde det fremragende i gruppespillet i Europa League, hvor man slap ubesejret gennem de seks kampe. I aften kan holdet fortsætte succesen med et godt resultat i Stuttgart. (Foto: AP/Tibor Illyes)

Spilforslag Tysk fodbold er et niveau over belgisk og derfor er Stuttgart ikke overraskende ganske klare favoritter til at vinde hjemmekampen mod Genk i aften.

Til gengæld også alt for store favoritter.

Stuttgart roder rundt i den tunge ende af tabellen i Tyskland, og da kvaliteterne er til mere, så kommer man ikke uden om en grad af krisestemning. I weekenden blev det 1-4 hjemme mod Werder Bremen, der heller ikke ligefrem har haft nogen stor sæson, og spørgsmålet er om ikke søndagens udekamp mod Hoffenheim faktisk er lidt vigtigere lige nu.

Et nederlag i dén kamp kan således sætte døren på klem for nedrykningsspøgelset, hvilket absolut ikke lå i kortene inden sæsonstarten.

Uanset er det et skrøbeligt tysk hold, og det kan et ikke ueffent belgisk mandskab meget vel udnytte.

Genk ligger godt til for at komme med i mesterskabsslutspillet i Belgien og kan tillade sig at satse alt på fortsat europæisk succes. Klubben gik ubesejret gennem gruppespillet og hentede blandt andet uafgjort ude mod Basel og Sporting.

Det kan man også gøre det i Stuttgart, hvorfor odds 2,65 på en X2-gardering er ganske interessant. Vi går en tand mere forsigtigt til værks med AH+1, hvilket vil sige, at vi vinder ved uafgjort og udesejr, men også får indsatsen retur ved en tysk etmålssejr.

Tyskerne har kun vundet seks hjemmekampe i denne sæson (alle turneringer), og kun de tre var på mere end et mål. Det lykkedes ikke at vinde en eneste af tre hjemmekampe i Europa League-gruppespillet i efteråret, og man evnede end ikke at score mod FC København (0-0) og Molde (0-1).

I det hele taget har der ikke været ret mange mål i det tyske mandskab i denne sæson, og det behøver der således heller ikke at være i aften.

LIVE: Følg kampen direkte på ekstrabladet.dk

Meget hviler på skuldrene af topscorer Vedad Ibisevic, der har været en skygge af sig selv siden årsskiftet. Alternativerne i front er få, da rutinerede Cacau (angreb) er ude med en skade og Federico Macheda (angreb), som er kommet til fra Manchester United ikke synes helt oppe i omdrejninger.

Dermed kan farligste mand meget vel være Martin Harnik, der dog slet ikke har demonstreret samme målfarlighed i denne sæson som i sidste sæson.

Vigtige Christian Gentner (midtbane) er småskadet og tvivlsom. Et afbud vil ikke gøre Genks chancer mindre.

Genk mønstrer ingen stjerneparade af spillere, men til gengæld et solidt kollektiv, der både har vist sig yderst pasningssikkert, skarpt til at udnytte de muligheder, der byder sig og så samtidig holde modstanderne i relativt kort snor. Det bliver også vejen til succes mod Stuttgart.

Man lever fint med uafgjort og kan også håndtere et smalt nederlag. Uanset så handler det om at frustrere de tyske favoritter så længe som overhovedet muligt.

Mandskabsmæssigt er der absolut ingen problemer, så det bliver stærkeste opstilling. Med i truppen er nyerhvervede Serigne Modou Kara Mbodji (forsvar), der er hentet ind fra Tromsø. Han har endnu sin debut til gode og kastes næppe i ilden fra start i Stuttgart.

Der ventes langt fra udsolgt i Stuttgart, hvor Europa League tilsyneladende ikke rigtigt har fænget hos de lokale fans. Der har ikke været mere end 15.000-16.000 tilskuere i snit til gruppeskampene og ret mange flere ventes der heller ikke i aften. Det skal sættes i forhold til klubbens snit på omkring 50.000 tilskuere til Bundesligakampene.

Det lugter således ikke af rammer, der kan få Stuttgart til at løfte sig, hvis det rent spillemæssigt fortsætter med at drille.

Hvad spiller du på i dag? Del dine tip i kommentarfeltet under artiklen eller i vores Facebook-gruppe.

0 kommentarer
Vis kommentarer
Mest læste i sport
Seneste i sport
Forsiden lige nu
Plus anbefaler
Hent flere