Poulter på krigsstien

WGC Accenture Match Play har nået semifinalerne. Golfeksperten Claus Jansson gæstertipper

Ian Poulter er ved at skrive sig ind i historien som en af golfsportens helt store hulspils-specialister. (Foto: AP/Ross D. Franklin)
Ian Poulter er ved at skrive sig ind i historien som en af golfsportens helt store hulspils-specialister. (Foto: AP/Ross D. Franklin)

Hver generation har sine hulspils-specialister. Op til i dag er Walter Hagan, Bobby Jones, Seve Ballesteros og Tiger Woods kendte som historiens nok største af slagsen.

Firkløveret kan dog meget vel blive udvidet til en fembladet buket, når Accenture Match Play senere søndag finder sin vinder i Marana, Arizona. Matchen, alle har kigget langt efter ugen igennem, kommer desværre allerede i den ene af dagens to semifinaler, nemlig kampen mellem briten Ian Poulter og turneringens forsvarende mester, amerikaneren Hunter Mahan.

Uden at forklejne spillerne i den anden semifinale er Mahan-Poulter-matchen den moralske finale. Der ligger den ikke ubetydelige kamp i kampen - et slags mini Ryder Cup - hvor USA og Europa endnu engang spiller om håneretten og titlen som klodens bedste golfkontinent.

Poulter og Mahan vil gøre alt for at nedtone netop den vinkel, men man skal være noget nær blind for at overse matchens helt store tema.

Mens Poulter spiller for at forsvare Europas ære mod de gennem historien overlegne amerikanere, har Mahan et regnskab, der skal gøres op. Mange husker sikkert, at det var ham, der tabte den afgørende Ryder Cup-match mod Graeme McDowell tilbage i 2010. For Mahan er dagens match også et gylden chance for at vise omverdenen, at han skulle have været med til Ryder Cup sidste efterår. Her blev han valgt fra i sidste øjeblik.

Poulter eller Mahan?
Med en rekordliste i formatet på 22-9 er den 37-årige Poulters fist pump ikke blot spildte kalorier. Poulter brænder for hulspil, som Seve Ballesteros gjorde for Ryder Cup. Hunter Mahan har på sin måde allerede opnået sin plads i historiebøgerne. Han har nemlig indtil i dag ført i samtlige sine matcher siden første runde af turneringen i 2012.

Imponerende læsning, der må bekymre Poulter. Briten har til sammenligning spillet 65 huller i denne uge, og han har været bagud tre gange i alt. Det er to spillere i kanonform, der senere i dag krydser jern på Ritz-Carltons monsterbane i Arizonas kaktuslandskab.

Kuchar eller Day?
Dagens anden semifinale bliver et anderledes nedtonet opgør mellem den smilende kæmpe Matt Kuchar og Australiens Jason Day. Den 25-årige australier er klart den største overraskelse af de fire tilbageværende spillere. På vej til semifinalen har han gjort kål på Zach Johnson, Russell Henley, Bubba Watson og i 1/4-finalen faldt Graeme McDowell for Days lange drives og laserpræcise approch-slag.

Når man ser bort fra Mahan-Poulter, er Kuchar dog den spiller, der i løbet af ugen har imponeret mest.Kuchars præcision fra tee og rødglødende putter har indtil nu fungeret som en dieseldrevet Mercedes-motor på den tyske Autobahn.

Kuchar er tidligere US Amateur-mester, som sammen med British Amateur (The Amateur) er den mest prestigefulde hulsspilstitel, en amatør kan opnå. Semifinalen er Kuchars anden på bare tre år, mens Day er den første australier i en semifinale siden Geoff Ogilvys optræden i 2009. En klar fordel i Kuchars favør.

8-3 i golfbloggens favør
Før vi springer til dagens tre spil er det værd at bide mærke i, at vi i denne uge har ramt otte rigtige spil ud af 11 mulige. En fornuftig statistik, som vi med dagens tre anbefalinger sigter at gøre endnu bedre.

Poulter over Mahan odds 1,75 (Betfair kommission er fratrukket) kl. 15.00
Lad os komme til dagens første spil. Med navne som Tiger Woods og Rory McIlroy ude af turneringen er de største stjerner fraværende. I mine øjne ofrer jeg gerne de to megastjerner til fordel for Poulter-Mahan machen.

Det er matchen, vi alle har set frem til. En match, som er helt lige bortset fra, at Mahan har ramt 75 procent af samtlige fairways mod Poulters 57. Absolut godkendte procenter for begges vedkommende.

Til gengæld ligger Poulter med en scrambling-procent på hele 83 i top mod Mahans 67 procent. At redde par har vist sig at være ugens afgørende faktor på den lange bane, der straffer alle løse slag.

Poulter har været eminent fra green-side rough og bunker - bedre end Mahan, og det bliver afgørende i dag, hvor begge spillere vil gå aggressivt efter birdies. Dagens flagplacering belønner de knivskarpe jernslag, mens det mindste sløseri bliver straffet omgående.

Matt Kuchar over Jason Day odds 1,75 (Unibet) kl. 15.00
I den anden semifinale ånder Kuchar formentlig lettet op over, at han slipper for sin banemand fra kvartfinalen i 2012 Hunter Mahan. Efter nederlag først i kvartfinale og sidenhen i semifinalen er det Kuchars tur til at nå finalen.

Hvad Kuchar mangler i længde fra tee, har han til overmål i præcision fra fairway. Derudover har 34-årige Kuchar holet stort set alle putts indenfor tre meter, hvor Jason Day nok har været turneringens måske mest angrebsivrige spiller. På plussiden har Kuchar ikke set 18. green siden tirsdagens prøverunde. Han har med andre ord gjort kort proces med alle sine modstandere.

Omvendt er Day den spiller, der har været længst tid på banen, og det sætter naturligvis sine spor både fysisk om mentalt. En faktor, der i dag afgør en tæt og velspillet dyst mellem to sympatiske spillere.

Vinderspillet: Ian Poulter odds 3,00 (Betfair m.fl. - kommission er fratrukket)
Vi slutter med vinderspillet, som med ovenstående beregning i baghovedet bliver matchen mellem Ian Poulter og Matt Kuchar. En tæt affære, hvor Poulter får mere end svært ved at skræmme den flegmatiske Kuchar, der altid lader køllerne tale.

Modsat Kuchar er Poulter feltets mest kommunikerende spiller. På den måde minder han meget om afdøde Seve Ballesteros, der også var hulspils-ekspert.

Finalens helt store tema er spørgsmålet om, hvem der først får det psykologiske overtag? Her ligger Kuchars store chance i at kommer hurtigt foran. Og på den måde lukke ned for Poulters psykologiske krigsførsel.

Hvis Poulter derimod kommer hurtigt foran – eller hvis matchen trækker ud – tror jeg, at Poulters udadvendte natur egner sig bedst til presset fra de mange tusindet tilskuere.

Poulter elsker at slå amerikanerne - og allerhelst på deres egen hjemmebane. Kan Poulter genfinde attituden fra Ryder Cup tilbage i efteråret 2012, og det tror jeg, han kan, bliver det briten, der løber med førstepræmien på svimlende otte millioner kroner.

1 af 3 Den forsvarende mester Hunter Mahans semifinale mod Ian Poulter er den moralske finale i WGC Accenture Match Play. (Foto: AP/Julie Jacobson)
2 af 3 Matt Kuchar bør klare sig forbi Jason Day i den anden semifinale. (Foto: AP/Ross D. Franklin)
3 af 3 Ian Poulter er ved at skrive sig ind i historien som en af golfsportens helt store hulspils-specialister. (Foto: AP/Ross D. Franklin)
0 kommentarer
Vis kommentarer
Mest læste i sport
Seneste i sport
Forsiden lige nu
Plus anbefaler
Hent flere