Kun for golfere med dræberinstinkt

Golfeksperten Claus Jansson gæstetipper i denne uge til WGC Accenture Match Play

Thorbjørn Olesen debuterer i WGC Accenture Match Play og har gode muligheder for at gøre det med en sejr. (Foto: AP/Kamran Jebreili)
Thorbjørn Olesen debuterer i WGC Accenture Match Play og har gode muligheder for at gøre det med en sejr. (Foto: AP/Kamran Jebreili)

En golfturnering skal afvikles over 72 huller. Det vil de fleste golffans slå fast med syvtommersøm. Sådan forholder det sig bare ikke i denne uge, hvor årets første World Golf Championship-event, WGC Accenture Match Play, løber af stablen fra onsdag til søndag. I denne uge spilles der efter det helt særlige vind-eller-forsvind-format, hulspil, som også kendes fra Ryder Cup, Presidents Cup, US og British Amateurs.

I hulspil spilles samtlige huller som en kamp i kampen, og det skruer gevaldigt op for underholdningsværdien. Spillerne tager helt enkelt flere chancer og går mere aggressivt efter pindene for ikke at komme bagud. Taberne, og dem er der hele 32 af allerede efter onsdagens matcher, pakker køllerne samme og rejser hjem. Dog ikke tomhændet, men med svimlende ca. 250.000 kr. på lommen - for fem timers arbejde!

Herfra stiger indtjeningen nærmest eksponentielt. Vinderen af finalen stikker således en kæmpecheck i lommen på hele otte millioner kroner.

Årets længste bane på PGA Tour
Kun spillere med dræberinstinktet intakt kan vinde Accenture Match Play. Det ser man tydeligt på listen over de tidligere vindere, der rummer navne som Tiger Woods, Luke Donald, Geoff Ogilvy, David Toms, Steve Stricker, Darren Clarke og senest Hunter Mahan.

Med tre sejre indskriver Tiger Woods sig, naturligvis, som den spiller, der har vundet flest gange, mens Australiens Geoff Ogilvy har to sejre på CV’et.

De seneste fire år har Arizonas ørken og Ritz-Carlton Golf Club lagt græs til Accenture Match Play. Manden bag banen er legenden Jack Nicklaus, som designede den til store mesterskaber. Ude på banen venter der spillerne lidt af et monster. Med sammenlagt 7124 meter er Ritz-Carlton PGA Tourens længste bane.

På den kaktusbeklædte ørkenbane kan det med andre ord ikke nytte noget at fedte med hybridkøllen på teestedet. Kun en ting tæller, og det fuld gas på driveren. På positivsiden tæller, at intet forhindrer spillerne i at træde sømmet helt i bund. Fairways er ekstremt brede, og man skal have promiller i blodet for ikke at ramme det kortklippede græs.

Når spillerne står på fairways, venter der som hovedregel et halvlangt slag ind mod greens, der i gennemsnit dækker et kæmpe areal på 577 kvm. For spillerne svarer det til ramme en ladeport med en dartpil.

Turneringen afgøres på greens
Som altid er det på greens, at de store mesterskaber skal afgøres. I denne uge vinder den spiller, der først får has på de store, ondulerede græsflader - både når det kommer til putting, men så sandelig også i forbindelse med indspil og chip. Her skal der præcision til.

Longhitterne har kun moderat fordel i forhold til det resterende felt med mindre slagstyrke. Ørkens tørre luft får nemlig golfboldene til at flyve længere. Det viser sejrene til Hunter Mahan og Luke Donald med al tydelighed.

Allerede onsdag spilles der som sagt 32 matcher. I år er Rory McIlroy (Bobby Jones bracket), Tiger Woods (Gary Player bracket), Louis Oosthuizen (Ben Hogan bracket) og endelig Luke Donald (Sam Snead bracket) topseedede i hver deres gruppe bestående af 16 spillere.

Kaymer vinder over George Coetzee odds 1,72 (bet365)onsdag kl. 17.55
Vi lægger ud i Tiger Woods’ gruppe med matchen mellem Tysklands Martin Kaymer og Sydafrikas George Coetzee. I den match har Kaymer historien på sin side - bl.a. med finalen (tabte til Donald) tilbage i 2011. Måske endnu vigtigere har den flegmatiske tysker vundet sine fire seneste første rundes matcher. George Coetzees er et kæmpetalent, men i hulspils-format en ukendt størrelse. Eneste internationale reference er nederlaget i første runde til Rory McIlroy i 2012.

Ryan Moore over Jim Furyk odds 1,91 (Betfair - efter kommission) onsdag kl. 17.35
Vi hopper videre til Rory McIlroys gruppe, hvor der er flotte odds på mødet mellem de to amerikanere Ryan Moore og veteranen Jim Furyk. Her er der ikke så meget slinger i valsen. Mens Ryan Moore de sidste seks måneder har spillet sit livs golf, begynder man at skimte enden på Jim Furyks blændende karriere. Sidste år, bl.a. under Ryder Cup, bukkede han for første gang under for nervepresset, og den tendens fortsatte året ud.

Ryan Moore, derimod, sluttede sæsonen af som en af de bedste med et utal af topplaceringer, herunder sejren ved Justin Timberlake Shriners Hospitals for Children Open. Ryan Moore bor i Las Vegas og elsker at spille i ørkenen. Mens Moore tabte sidste års kvartfinale til Luke Donald, har Furyk aldrig kvalificeret sig til weekendens afgørende matcher.

Thorbjørn Olesen over Jamie Donaldson odds 1,91 (Ladbrokes) onsdag kl. 17.15
Ser man isoleret på verdensranglisten er Wales’ Jamie Donaldson som nummer 29 i verden favorit til at slå Thorbjørn Olesen (nummer 40) ud af turneringen allerede i første runde. Begge spillere vandt deres første turnering på European Tour i 2012, og de er sidenhen fortsat med at spille golf på et meget højt niveau. Mens 37-årige Donaldson har fået et sent gennembrud, nærmer Thorbjørn Olesen sig den absolutte verdenselite med stormskridt i en alder af bare 23 år.

I slutningen af januar vandt Jamie Donaldson Abu Dhabi Championship med et slag ned til netop Thorbjørn Olesen. Dengang virkede danskeren afklaret, men indebrændt. Dagens match, der spilles i Luke Donalds gruppe (Sam Snead), ligner en oplagt mulighed for en hurtig revanche til danskeren.

Nicolas Colsaerts over Bill Haas odds 2,10 (bet365) onsdag kl. 16.55
Dagens sidste anbefaling finder vi i den fjerde og sidste gruppe, Ben Hogan bracket, anført af Louis Oosthuizen. Her zoomer vi ind på en af dagens mest interessante matcher mellem den belgiske bomber, Nicolas Colsaerts, og 2011-vinderen af FedEx Cuppen i USA, Bill Haas. I sidste uge førte Haas Northern Trust Open med tre slag før finalerunden. På dagen lignede Haas dog mere en weekendgolfer.

Kollapset har utvivlsomt dannet arvæv på kontoen med selvtillid, og det er farligt mod undertippede Colsaerts, der stiller op til Accenture Match Play Championship som regerende Volvo World Match Play-mester (Europa Tourens eget hulspilsmesterskab). 30-årige Colsaerts er i øjeblikket verdens længste fra tee, og rammer han ugen, hvor tingene også flaske sig på greens, står Colsaerts, der i gennemsnit driver golfbolden lige under 300 meter, over for sit helt store gennembrud.

1 af 4 Banen er lidt af et monster og den længste på PGA Touren. Ørkenluften udligner dog en del af de langtslåendes fordele. (Foto: AP/Eric Risberg)
2 af 4 For fjerde år i træk lægger Arizonas ørken og Ritz-Carlton Golf Club lagt græs (og grus) til Accenture Match Play. (Foto: AP/Rob Schumacher)
3 af 4 Hunter Mahan er forsvarende mester. (Foto: AP/Eric Risberg)
4 af 4 Thorbjørn Olesen debuterer i WGC Accenture Match Play og har gode muligheder for at gøre det med en sejr. (Foto: AP/Kamran Jebreili)
0 kommentarer
Vis kommentarer
Mest læste i sport
Seneste i sport
Forsiden lige nu
Plus anbefaler
Hent flere