Jokervinderen er målløs

En mand i 40'erne fra Amager blev lørdagens vinder af knap 36 millioner kroner i Joker-spillet. Nu overvejer han at købe en ny bil

(Foto: Søren Wesseltoft/Danske Spil)
(Foto: Søren Wesseltoft/Danske Spil)
En mand i 40'erne blev lørdag aften Danmarks mest vindende lottomillionær nogensinde, da han sad foran sit fjernsyn i hjemmet på Amager og måbende så sine jokertal blive trukket ud ved Dansk Tipstjenestes ugentlige lottoudtrækning. Manden, der så mindeligt har bedt Dansk Tipstjeneste om at forblive anonym, vandt med jokertallene 2-6-5-8-2-9-7 en rekordgevinst på 35.875.154 kroner.

- Han var helt målløs og rundt på gulvet, og kunne ikke tro at det var rigtigt, at han havde vundet. Der var total forvirring, men jeg tror nok, at der blev trukket en flaske op af de bedre, fortæller informationschef hos Dansk Tipstjeneste, Thomas Rørsig til Ritzau.

Den nybagte jokermillionær var søndag i kontakt med Dansk Tipstjeneste og havde dagen derpå stadig svært ved at tro, at drømmen om lottomillionerne var blevet til virkelighed for ham og hans familie.

Dansk Tipstjeneste vil af hensyn til mandens ønske om anonymitet ikke fortælle, hvad manden lever af til daglig. Men ifølge informationschefen falder pengene på et tørt sted.

- Han kunne vist godt finde på at købe en bil til over 200.000 kroner nu, siger Thomas Rørsig.