Alle på knæ for Emmelie

Det danske bidrag er storfavorit ved Det Internationale Melodi Grand Prix i næste måned

Emmelie de Forest tog det Danmark med storm, og kan nu gøre det samme med resten af Europa. (Foto: Mogens Flindt/Polfoto)
Emmelie de Forest tog det Danmark med storm, og kan nu gøre det samme med resten af Europa. (Foto: Mogens Flindt/Polfoto)

Det bliver danske glædestårer ved Det Internationale Melodi Grand Prix i Malmø 16. maj, hvis man skal tro både bookmakerne og spillebørsen Betfair.

Emmelie de Forest og sangen 'Only Teardrops' har lagt sig så klart i spidsen for feltet af deltagere, at man kan begynde at tale om en dansk storfavorit.

- Vi kommer med en god popsang, som kommer til at blande sig helt i toppen. Det er jeg helt sikker på, lyder meldingen fra oddssætter Peter Emmike fra Danske Spil.

Og det er ikke kun danske spilleselskaber, der har fundet klaphatten frem til sangdysten på den anden side af Øresund.

Alle bookmakere har lagt sig på knæ for det danske bidrag, der ligger et solidt stykke foran Norge, Ukraine og Rusland, der vurderes som største udfordrerer til en dansk triumf.

Spillerne selv synes også at have taget det danske bidrag til sig. På Betfair, hvor det er spillerne selv, der agerer bookmaker, ligger Emmelie de Forest og 'Only Teardrops' også et solidt stykke foran Ukraine og Norge.

Hør det danske bidrag ved Det Internationale Melodi Grand Prix

Årets sangdyst, der afvikles i Sverige, fordi Loreen vandt med 'Euphoria' sidste år, er præget af flere lande, der denne gang vælger at synge på deres eget sprog frem for på engelsk. Det kunne ligne en kostbar satsning, hvis man skal tro bookmakerne. Favoritfeltet domineres således af bidrag, der fremføres på engelsk.

- Der er utrolig mange lande, der denne gang synger på deres eget sprog. Det er charmerende og som i gamle dage, men det vinder man bare sjældent på. I mine ører er det kun Italien, der har chancen for at vinde på modersmålet denne gang, siger Peter Emmike.

I 2012 blev 25 af 36 sange i semifinalerne sunget helt eller delvist på engelsk. I finalen var det 20 af 26 sange, hvor det dog lykkedes serbiske Zeljko Joksimovic at nuppe tredjepladsen, selvom han sang 'Nije ljubav stvar' på sit modersmål.

I år byder semifinalerne på 19 sange, der synges på engelsk, mens tre af de seks sikre finalister har valgt at gøre det samme.

Semifinalerne ved Det Internationale Melodi Grand Prix afvikles 14. og 16. maj, mens finalen finder sted 18. maj. Danmark er med i den første semifinale.