Så store er Danske Spil

Det tidligere monopol sidder på 60 procent af det liberaliserede spillemarked

Danske Spil er med den nye spillelov gået fra at være et monopol til en gigant. (Foto: Søren Wesseltoft/Danske Spil)
Danske Spil er med den nye spillelov gået fra at være et monopol til en gigant. (Foto: Søren Wesseltoft/Danske Spil)

Siden begyndelsen af 2012 har Danske Spil og de udenlandske bookmakere konkurreret efter samme regler og betalt den samme skat. Men hvis nogen troede, den delvise liberalisering af spillemarkedet ville knuse det tidligere monopol, kan de godt tro om igen.

Danskerne foretrækker stadig Danske Spil - i stor stil.

Danske Spil sad sidste år på 59,4 procent af det samlede danske marked for odds, onlinekasino og poker. Det viser tal fra Spillemyndigheden og Danske Spils årsrapporter. Og der er kun udsigt til, at markedsandelen bliver endnu større.

Direktør for licensdelen Jens Aaløse er da også en meget tilfreds mand. Markedsandelen er større, end selv han havde håbet på. Især kasinovæksten kom bag på det tidligere monopol.

Kun på pokerområdet er Danske Spil toer overgået af PokerStars, mens andelen af sportsbetting-markedet er over 70 procent, hvilket er meget i et liberaliseret marked.

- Der var ikke mange nuværende licenshavere, som ikke allerede var på markedet i forvejen. Så det kan man ikke klandre Danske Spil for. Nu konkurrerer vi bare på lige vilkår. Mange skulle lige se markedet an, men man kan se, at de kommer nu, siger Jens Aalløse.

- Der er vel en fire-fem selskaber, som er ved at konsolidere markedet. Selskaber som Unibet og bet365 gør det godt, og vi er godt klar over, at der skal kæmpes for at fastholde vores position, konstaterer direktøren for Danske Licens Spil.

Han har dog en trumf i ærmet. For selv om folk med branchekendskab forventede, at Danske Spil ville klare sig godt med den nye spillelov, så har de gjort det på trods af et dårligere sportsbetting-produkt end konkurrenterne. Pga. et utidssvarende system har Oddset ikke kunne tilbyde de samme åbningstider og spiludbud som andre bookmakere.

Læs også:

Se også: Danske Spil jubler over årsregnskab

Sidst i juni kommer Danske Spil på omgangshøjde, når de lancerer deres nye platform.

- Det betyder, at vi kan holde åbent 24/7, så eksempelvis til Super Bowl-finalen kan man også spille live. Hidtil lukkede vi ved midnat. En anden ting er, at vi var begrænset til 999 spil om ugen. Fremadrettet har vi uendeligt mange. Så vi kan også lave f.eks. 40 sidebets til en fodboldkamp som vores konkurrenter, hvor vi måske har seks i dag, siger Aaløse.

Forventningen er, at den nye platform giver en konkurrencefordel, så barren bliver sat højt trods den allerede dominerende markedsposition.

- Jeg er glad, hvis vi ligger på de 60 procent næste år, men vil gerne bygge end tre-fire procent ovenpå. Det ligger hverken til mig eller Danske Spil at ligge på den lade side, siger Aaløse.

Er i danskernes bevidsthed
Hos brancheforeningen Dansk Onlinespil (DOGA), som er en sammenslutning af stort set alle andre større spiloperatører end Danske Spil, lægger man sig ikke fladt ned for giganten.

- Vi vil gerne undgå, at Danske Spil udvikler sig til et de facto monopol, som man eksempelvis så med telemarkedet, hvor TDC fik det hele fra start. Men vi skal også erkende, at Danske Spil har været gode og klar fra start. De har haft den fordel, at de er i danskernes bevidsthed. Den kan forhåbentlig udlignes, når konkurrenterne bliver mere kendte, siger direktør Morten Rønde.

- Størstedelen af Danske Spils vækst kommer fra spillere, som aldrig har været kunder ved udenlandske spiludbydere. Men det er et svært marked lige nu, hvor rigtig mange kæmper om en lille markedsandel, konstaterer han.

kommentarer
Vis kommentarer
Mest læste på ekstrabladet.dk
Hent flere
Forsiden lige nu
Plus anbefaler
Hent flere
Ved du noget? Tip Ekstra Bladet  -  E-mail 1224@eb.dk SMS til 1224 Tlf: 33111313
Nyhedsredaktør:Nanna C. Pedersen
Ansv. chefredaktør:Poul Madsen