Lotto-millionær brændte fomue af på ni år

Lykken er ikke altid mange millioner. Nu bor 35-årige Sharon Tirabassi med sine seks børn i en lejelejlighed og cykler på arbejde

Sharon Tirabassi brugte blandt andet nogle af sine penge på en Hummer. Den er nu væk igen. I stedet cykler hun på arbejde eller tager offentig transport. (Foto: AP/Mark Avery)
Sharon Tirabassi brugte blandt andet nogle af sine penge på en Hummer. Den er nu væk igen. I stedet cykler hun på arbejde eller tager offentig transport. (Foto: AP/Mark Avery)

Onsdag kan en heldig dansk lottospiller blive 71 millioner kroner rigere. Det sker, hvis vedkommende nupper både førstepræmiepuljen og udløser Superpuljen i onsdagslotto.

En ganske svimlende og misundelsesværdig gevinst, skulle man mene. Men lykken er ikke altid garanteret med en stor milliongevinst.

Det forklarer 35-årige Sharon Tirabassi fra canadiske Hamilton.

Ni år efter at have fået vendt op og ned på tilværelsen med en lottogevinst på 60 millioner kroner er hendes liv i overhalingsbanen nu erstattet med cykel, offentlig transport og et deltidsjob.

Efter at have levet med store armbevægelse og uden økonomiske bekymringer handler det nu om næste løncheck, og hvordan hun skal sikre tøj og mad til sine seks børn.

Læs også:

Se også: Lotto-millionærer fortsætter som lønslaver

- Man tror aldrig, at det slutter, forklarer hun til avisen Toronto Star om tiden med store huse, smarte biler, designertøj, fester, eksotiske rejser og håndsrækninger til familie og venner.

Men det sluttede. Efter at have stirret sig blind på de mange nuller på bankkontoen stod det en dag klart, at der kun var nogle få millioner tilbage.

- Da var det tid at sige stop og vende tilbage til livet, forklarer hun og understreger, at hun faktisk er mere lykkelig i dag, end da hun kunne gå shopamok uden at tænke på udskrivningen.

Pengene bundet til børnene
Hendes mand, Vinny, er enig.

- Jeg har levet småt hele mit liv. Jeg var aldrig velhavende. Det var sådan, vi voksede op, så det er sådan, vi er vant til at have det.

Derfor er de resterende penge nu bundet i en fond, der skal hjælpe børnene, når de bliver 26 år.

- Det øjeblik, hvor jeg indså, hvad der var vigtigt, fordelte jeg pengene mellem familien. Alt det andet var sjovt nok i starten, men nu er det tilbage til hverdagen.

Læs også:

Se også: 209 mio: Rekordpuljen vokser videre

Hun kan dog se tilbage på en periode af sit liv, der var markant anderledes end før og nu. Hun var ugift, men havde tre børn med tre forskellige mænd, da hun i april 2004 strøg afsted med milliongevinsten.

Med en baggrund på forskellige børnehjem havde hun svært ved at håndtere den nuvundne rigdom, og armbevægelserne blev større og større. Hun giftede sig og investerede i 2006 i et stort hus og adskillige biler.

Samtidig delte hun rundhåndet ud til sine forældre og søskende.

Ingen lykke
I 2007 var halvdelen af pengene væk, men køen af mennesker, der gerne ville have en bid af pengene, fortsatte med at vokse.

- Venner, som hun ikke havde talt med i lang tid, begyndte at ringe, forklarer Vinny.

- Du kan ikke købe dig til lykke. Hun havde masser af bekymringer. Mistede venner og mistet familie.

Fra 2007 begyndte problemerne for alvor. Vinny kom i fængsel for en alvorlig trafikforseelse og kom igen bag tremmer i 2011, da han blev taget i at køre med et falsk kørekort.

I mellemtiden måtte de sælge huset, og siden har parret flyttet flere gange med børnene.

- Mange tror, at hun stadig har penge, forklarer Vinny, der nu også kan konstatere, at de mange venner, der lånte penge er gået under jorden.

- De tænker vel, at hun har penge nok.

Stol kun på familie
Nu lyder deres råd til kommende lottomillionærer, at man skal passe på sine penge.

- Behold dem, og stol ikke på andre end familie, forklarer Sharon Tirabassi uden dog at fortryde, at hun delte ud af sine.

- Det er sådan, jeg er opdraget. At hjælpe dem, der ikke kan hjælpe sig selv, forklarer hun og understreger, at hun forsøger at give det videre til sine børn.

- Jeg prøver at lære dem, at de skal arbejde for at få penge. Ind i mellem spørger de efter penge, og så siger jeg, at de må vente til lønningsdag. Man skal vente til lønningsdag.

0 kommentarer
Vis kommentarer
Mest læste i sport
Seneste i sport
Forsiden lige nu
Plus anbefaler
Hent flere