Danske Spil jubler over årsregnskab

- At vi skulle ende med et overskud på 265 millioner kroner fra licensspillene, overstiger vores vildeste drømme, siger Danske Spils administrerende direktør H.C. Madsen

H.C. Madsen, adm. direktør for Danske Spil, er en tilfreds mand efter det første år med en delvist liberaliseret dansk spillelovgivning. (Foto: Danske Spil)
H.C. Madsen, adm. direktør for Danske Spil, er en tilfreds mand efter det første år med en delvist liberaliseret dansk spillelovgivning. (Foto: Danske Spil)

Danske Spil kom stærkt fra land i kampen om det delvist liberaliserede spilmarked, hvilket understreges af den årsrapport, som blev offentliggjort onsdag. Efter skat er koncernens samlede resultat 13,8 procent højere end i 2011.

Licensspillene - Oddset, tips, poker, kasino og zezam - klarede sig over al forventning. 265 millioner kroner er der tilbage i rent overskud, efter blandt andet statskassen og forhandlerne har fået sin del af de penge, danskerne har tabt.

Monopolspillene - dvs. lotto, quick, keno, bingo og hestesport - resulterede i et plus efter skat og afgifter på 1,406 millarder kroner.

Mest mærkbare nedgang i årsrapporten findes i tipsmidlerne, hvor der udloddes 1,386 milliarder kroner i Danmark, hvilket er en nedgang på 190 millioner kroner i forhold til året før. Men det har en forklaring.

- I 2011 havde vi et kæmpe forløb med onsdagslotto, som isoleret set gav en gevinst på 150 millioner kroner. I nogle perioder er vi meget heldige og i andre perioder mindre heldige. Selv om vi blandt andet havde et godt forløb med Eurojackpot, så var vores heldgrad mindre i 2012, konstaterer H.C. Madsen, administrerende direktør for Danske Spil.

Læs også:

Se også: Så meget tabte vi på spil sidste år

Samtidig har det delvist liberaliserede spillemarked vendt op og ned på, hvor tipsmidlerne stammer fra. Tidligere kom de fra hele Danske Spil inklusiv Oddset og tips, men sådan er det ikke længere.

Fremover bidrager kun monopolspillene, hvor lotto står for den største del af indtjeningen. Oveni de 1,386 milliarder kroner fra Danske Spil kommer så også overskuddet fra Klasselotteriet. I de første år garanterer den nye lov godt 1,6 milliarder kroner i tipsmidler, så statskassen må spæde lidt til.

Skatte- og afgiftsindtægterne fra Oddset, poker og kasino tilgodeser kun statskassen sammen med ditto fra alle de øvrige licensindehavere på det danske spillemarked.

Afleverer mere til staten end forventet
Overordnet set er Danske Spil uhyre tilfredse med det første år efter den delvise liberalisering.

- Vi afleverer betydeligt mere til vores ejer (staten ejer 80 procent af Danske Spil, red.), end vi havde regnet med. Og staten kan udlodde hele vores overskud, hvis de har lyst til det. Vi fokuserer på den samlede bundlinje. At vi skulle ende med overskud på 265 millioner kroner fra licensspillene overstige vores vildeste drømme, siger H.C. Madsen.

0 kommentarer
Vis kommentarer
Mest læste i sport
Seneste i sport
Forsiden lige nu
Plus anbefaler
Hent flere