Nedrykningskandidat er pokalfavorit

Brøndby slås for overlevelse i Superligaen, men er bookmakernes favorit til at vinde pokalturneringen

Brøndbys fans kan godt få andet end romerlys at varme sig på i foråret. Der kan ligge en pokaltitel og vente forude, hvis man skal tro bookmakerne. (Foto: Claus Bonnerup/Polfoto)
Brøndbys fans kan godt få andet end romerlys at varme sig på i foråret. Der kan ligge en pokaltitel og vente forude, hvis man skal tro bookmakerne. (Foto: Claus Bonnerup/Polfoto)

Mens der fortsat hersker kaos i kulisserne og Brøndby langt fra kan vide sig sikker på overlevelse i Superligaen trods en frisk sejr over AGF, så lurer et pokaleventyr lige om hjørnet.

I hvert fald er holdet fra Vestegnen lige nu bookmakernes favorit til at gå hele vejen i den danske pokalturnering. Første skridt tages i aften, hvor det gælder den første af to semifinalekampe mod Esbjerg.

Randers og Horsens tørner sammen i den anden pokalsemifinale.

Pokalen vil således ende hos et Superligamandskab, hvor Brøndby lige nu er dårligst placeret i ligaen, men fortrukne kandidat til at sætte de andre til vægs i pokalturneringen.

- Det er i virkeligheden et udtryk for matematik, for Brøndby fik den på papiret bedste lodtrækning og er dermed favorit til at nå finalen, mens de værste rivaler mødes i den anden semifinale, forklarer oddssætter hos Danske Spil, Morten Overgaard.

- Det betyder, at Brøndby nok får det laveste odds som vinder lige nu, men ikke nødvendigvis er favoritter i en eventuel finale.

LIVE: Følg pokalkampen direkte på ekstrabladet.dk

Også hos Unibet fører Brøndby feltet an, hvilket både tilskrives lodtrækningen, men også en stigende tro på det ellers pressede mandskab.

- De viste senest i Aarhus, at de godt kan, når det skal være. Faktisk også tidligere i pokalturneringen mod FC København, så der er ingen tvivl om, at Brøndby har mere i sig end tabellen viser, forklarer Unibets danske pressechef, Per Marxen.

- Brøndbys sæson balancerer på en knivsæg. Overlever de og vinder de pokalturneringen, så kan man faktisk godt kalde sæsonen en succes. Så får de lov til at blive i Superligaen og spiller i Europa i næste sæson. Det ved man i klubben, og præsterer man på dagen, som eksempelvis mod AGF senest, så kan de også ende med at slutte sæsonen med en pokaltitel.

I det hele taget lurer optimismen lige under overfladen.

- Brøndbys bundplacering virker ofte til at være bundet i manglende selvtillid og skarphed, noget der efter AGF-kampen virkelig er blevet vendt om, konstaterer oddssætter hos NordicBet, Michael Marcuslund.

- Brøndby viste i pokalkampen mod FCK, at de har kvaliteten til at være med hvor det er sjovt, og med en fightervilje anført af Auri, tror vi Brøndby kan gå et godt forår i møde kronet med overlevelse i superligaen og pokaltitel, forklarer Michael Marcuslund.

0 kommentarer
Vis kommentarer
Mest læste i sport
Seneste i sport
Forsiden lige nu
Plus anbefaler
Hent flere