Odds-smutter kan ende som matchfixing-sag

En tidligere oddssætter hos Danske Spil fortæller, at et fejlodds kan ende som en mulig sag om matchfixing

En tidligere oddssætter hos Danske Spil afslører, at der er blevet begået fejl hos det danske spillefirma, som uberettiget har sat alarmsystemerne i gang i forhold til mulig matchfixing.

Den tidligere oddssætter igennem 10 år hos Danske Spil, Thomas Andreasen, mener, det var forkert, at pokalkampen mellem Ajax og TMS Ringsted i april 2009 endte på observationslisten over kampe med et unaturligt spil hos Danske Spil.

Dansk Håndbold Forbund (DHF) blev kontaktet, og pokalkampens observatør blev informeret om, at der kunne være fusk i kampen. En underlig procedure set i forhold til, hvad der var sket, forklarer Thomas Andreasen, der var på arbejde den dag.

- Hen på dagen kom vores chef Jens Nielsen ind og sagde, at der var et usædvanligt spil på Ajax-sejr over Ringsted.

- Vores oddssættere på håndbold fandt hurtigt ud af, at de havde lavet en fejl. Den ene troede, at den anden havde ringet til Ringsteds træner og omvendt. Men ingen af dem havde ringet, siger Thomas Andreasen til Jyllands-Posten.

Uafgjort håndboldkamp
- Ringsted spillede med et reservehold, og derfor var vores odds helt forkert. Det var en glasklar fejl fra vores side, men vores chef insisterede på, at vi skulle kontakte Dansk Håndbold Forbund og indberette unormalt spil, forklarer han.

Det er normalt, at oddssætterne kontakter de danske holds trænere for at høre om skader, kampens prioritet og den slags, hvorefter oddsene sættes.

Kampen endte højst overraskende uafgjort, hvorefter Ajax først vandt over reserveholdet fra Ringsted i den forlængede spilletid. Dermed blev det i dette tilfælde spillerne, og ikke Danske Spil, der blev de store tabere.

Hos Danske Spil ønsker produktchef på Oddset, Jens Nielsen, ikke at kommentere sagerne.

- Jeg skal ikke kunne sige, om kampe er havnet under observation alene på grund af en fejl fra vores side. Jeg har tillid til, at vores håndbold-oddssættere gør deres arbejde bedst muligt.

- Men de konkrete sager hverken kan eller vil jeg kommentere. Det snakker vi kun med forbundene om, siger Jens Nielsen til avisen.

0 kommentarer
Vis kommentarer
Mest læste i sport
Seneste i sport
Forsiden lige nu
Plus anbefaler
Hent flere