Bondefanget? Sergio Ramos var IKKE første målscorer

Sergio Ramos scorede første mål, Real Madrid vandt med 2-1 og så alligevel ikke

Her bliver Sergio Ramos IKKE kampens første målscorer i tirsdagens Champions League-kamp mellem Manchester United og Real Madrid. I hvert fald ikke i Danske Spils optik. (Foto: AP/Jon Super)
Her bliver Sergio Ramos IKKE kampens første målscorer i tirsdagens Champions League-kamp mellem Manchester United og Real Madrid. I hvert fald ikke i Danske Spils optik. (Foto: AP/Jon Super)

Det er ikke kun i og omkring Manchester, at snakken i dag kredse om tirsdagens dramatiske Champions League-kamp på Old Trafford. Det gør den også hos nogle af de danske Oddset-spillere, der valgte at spille på kampen hos Danske Spil.

Real Madrid vandt kampen 2-1, efter Sergio Ramos ellers havde sendt englænderne på vej mod en sejr med et selvmål lige efter pausen.

De kendsgerninger skulle så også have banet vejen for en ganske solid gevinst for dem, der havde benyttet sig af Danske Spils Vinderspil, hvor der var odds 100 på at Sergio Ramos skulle score første mål og Real Madrid vinde med 2-1.

Men kunderne kommer til at kigge langt efter gevinsten. For Danske Spil betragter ikke Sergio Ramos som første målscorer, hvilket blandt andet udløser stor frustration hos Arberi Kolonja, der stod til at vinde 30.000 kroner.

- Jeg føler mig faktisk bondefanget. Fair nok, hvis jeg havde spillet Sergio Ramos som første målscorer på Matchen, hvor man rent faktisk kan vælge spil på selvmål, men netop den mulighed var der ikke på Vinderen, forklarer Arberi Kolonja, der ikke er den eneste, der havde spillet udsagn nummer 31 på Vinderen 1.

Dermed er der flere, som har troet, de ramte odds 100, men fik at vide, at spillet er tabt.

Føler sig snydt
- Vi regner ikke et selvmål som en scoring. Det er heller ikke sådan, at Cristiano Ronaldo kan lave tyve selvmål og dermed komme tættere på en topscorertitel. Vi regner scoringer, som scoringer lavet i modstanderens mål, forklarer Danske Spils kommunikationschef, Thomas Rørsig.

Den udmelding undrer Arberi Kolonja sig over.

- Scoringen tæller som en scoring. Ellers endte kampen vel heller ikke 2-1, men 2-0? Jeg synes, de forsøger at dække sig ind, og jeg føler mig godt nok snydt, siger han.

Hos Danske Spil erkender Thomas Rørsig, at sagen kan se skæv ud fra spillernes side, og han opfordrer derfor også de berørte til at kontakte Spillemyndigheden, der holder øje med de spilleselskaber, der agerer på det danske marked.

- Hvis Spillemyndigheden mener, at vi har handlet forkert, så retter vi naturligvis ind, siger Thomas Rørsig.

0 kommentarer
Vis kommentarer
Mest læste i sport
Seneste i sport
Forsiden lige nu
Plus anbefaler
Hent flere