Studerende vandt 14 millioner

Kvinde på SU vandt 14 millioner kroner i lotto

En studerende kvinde v andt over 14 millioner kroner i Lotto. (Foto: Søren Wesseltoft/Danske Spil)
En studerende kvinde v andt over 14 millioner kroner i Lotto. (Foto: Søren Wesseltoft/Danske Spil)

Så er det slut med spaghetti med salt og ketchup sidst på måneden for en studerende kvinde, der er sidst i 20'erne og bosiddende i hovedstadsområdet.

Kvinden vandt sidste weekend 14.463.563 kroner i lotto, oplyser Danske Spil.

Hun har plus-abonnement hos Danske Spil, men da spilmyndigheden forsøgte at få fat i hende på telefonen for at fortælle om den store gevinst, var kvindens mobiltelefon tavs.

Hun var taget på ferie og anede intet om den store gevinst.

- Normalt ville jeg jo tjekke min mobil et par gange undervejs på en ferie, men jeg havde fået nyt sim-kort og kunne ikke huske koden. Så det var først, da jeg alligevel skulle tjekke et eksamensresultat på mailen, at jeg så, der lå noget fra Danske Spil. Da de sagde, hvor mange millioner jeg havde vundet, blev jeg godt nok chokeret. Jeg kunne slet ikke spørge ind til det… faktisk var jeg resten af ferien i tvivl om, jeg havde hørt rigtig, fortæller den glade kvinde.

Hun er nu begyndt at lægge planer for de mange millioner.

- Jeg tager hele familien med på et krydstogt til sommer, og så skal jeg have malet mit køkken og have en bil, fortæller hun og fortsætter:

- Og så skal jeg nyde, at jeg ikke længere skal bekymre mig om, hvorvidt SU’en rækker. Jeg har nemlig ikke nok støtte til at læse det sidste år… men nu klarer jeg det nok alligevel, griner hun og siger, at hun nyder sin nye situation i fulde drag.

- Det er fantastisk. Jeg har sådan en indre glæde. Det bobler helt, slutter hun.

0 kommentarer
Vis kommentarer