30 måneders fængsel for lottofidus

Kiosk-ansat, der forsøgte at snyde pensionist for milliongevinst, skal bag tremmer

En milliongevinst i Euromillions kom tæt på at ende i de forkerte lommer, da en kioskansat forsøgte at snyde et ældre ægtepar for deres gevinst. Nu skal han i fængsel. (Modelfoto: Colourbox)
En milliongevinst i Euromillions kom tæt på at ende i de forkerte lommer, da en kioskansat forsøgte at snyde et ældre ægtepar for deres gevinst. Nu skal han i fængsel. (Modelfoto: Colourbox)

Det kan godt være, at Farrakh Nizzar skal have ændret sit kælenavn. Den 30-årige pakistaner med kælenavnet 'Lucky' (heldig, red.) har således udsigt til 30 måneder bag tremmer i et engelsk fængsel efter et knapt så heldigt forsøg på at snyde et ældre ægtepar for en lottogevinst på en million pund. Det skriver avisen Daily Mail.

Nizzar, der stod uden arbejdstilladelse og en udvisning fra England, passede i maj en kiosk for sin fætter i Oldham, da 78-årige Maureen Holt ville have tjekket sin EuroMillions-kupon. Terminalen viste, at kuponens indehaver skulle kontakte det britiske spilleselskab Camelot på grund af en stor gevinst. Nizzar valgte dog at sige til den ældre kvinde, at der ikke var gevinst på kuponen.

Det valgte Maureen Holt at tro på, og dermed syntes vejen banet for Nizzars milliondrømme.

Læs også:

Kiosk-ansat stjal milliongevinst

Hos Camelot blev man dog mistænkelig, da den 30-årige pakistaner ringede op og ikke var i stand til at svare på nogle kontrolspørgsmål om kuponen. En større efterforskning, der blandt andet inkluderede gennemsyn af overvågningskameraer, førte spilleselskabet frem til Maureen Holts to år ældre mand, Fred, der havde købt vinderkuponen.

Mens Nizzar sad i politiets varetægt, kunnde det ældre ægtepar få den uventede opringning om at de var blevet millionærer.

Skriver en undskyldning
I retten erkendte Nizzar sin skyld, der endte med at koste 30 måneders fængsel og efterfølgende eksekvering af den udvisning af landet, som han allerede stod til.

Maureen og Fred Holt forklarer i en pressemeddelelse, at sagen har givet dem søvnløse nætter, og de derfor er glade for at det hele er overstået.

- Nu er retfærdigheden sket fyldest og vi kan lægge det bag os, siger parret.

Læs også:

Ville klippe-klistre sig til gevinst

Ifølge Daily Mail har Nizzar skrevet et brev til ægteparret, hvor han undskylder sit forsøg på at snyde dem.

Hos Camelot glæder mig sig over, at selskabets praksis omkring lottovindere var med til at sikre, at pengene endte hos de rigtige vindere.

Få en kvittering
Informationsmedarbejder ved Danske Spil Morten Hedegaard Hansen kender ikke til nogen lignende danske tilfælde.

Rådet er simpelt, hvis man vil undgå snyd.

- På terminalen står der, hvis der er vundet 10.000 kroner eller derover, så man kan selv holde øje. Og selv om der ikke gevinst, får man en kvittering. Hvis man altid får den, er man helt sikker, har han tidligere forklaret til ekstrabladet.dk