Lottomillionær giver ungerne en lejlighed hver

Pengene kommer ikke til at ligge i madrassen hos lørdagens vinder af 13,3 millioner kroner i lotto

Nogle af de vundne lottomillioner har allerede fået ben at gå på hos den ene af lørdagens vindere. Her er der investeret i ny bil. (Foto: Polfoto/Thomas Borberg)
Nogle af de vundne lottomillioner har allerede fået ben at gå på hos den ene af lørdagens vindere. Her er der investeret i ny bil. (Foto: Polfoto/Thomas Borberg)

En ny bil er det allerede blevet til for lørdagens vinder af 13,3 millioner kroner i lotto. Det afslører han onsdag over for Danske Spil, der har talt med den nye - og anonyme - lottomillionær.

Forude venter også en rejse med konen og så kan deres to børn se frem til en lejlighed hver.

- Vi har to teenagebørn, der skal flytte hjemmefra inden så længe. Dem kunne vi godt tænke os at sende godt af sted med en lejlighed hver, fortæller den nybagte lotto-millionær til Danske Spil.

Ægteparret, der er bosat i Storkøbenhavn, er plus-abonnenter, hvor der automatisk spilles en kupon hver onsdag og hver lørdag. De havde ikke prøvet at vinde over 38 kroner.

- Jeg sad og kiggede på computeren ved halv ellevetiden lørdag aften og kom på, at jeg kunne tjekke vores spil på danskespil.dk. Den nederste række så mærkelig ud. Den var highlightet og havde et lille flueben ud for sig, fortæller han og fortsætter:

"Der er noget galt"
- Jeg sagde til min kone: ”Jeg tror sgu, der er noget galt”. Men det hun troede, var galt, var, at hun havde hævet 1.000 kroner over på vores dankort.

Den misforståelse blev hurtigt overskygget af store smil og en søvnløs nat efter at gevinsten var blevet bekræftet af kundecentret hos Danske Spil.

- Det er så ufattelig mange penge. Det er stadig helt uvirkeligt, siger manden, der tirsdag købte sig en ny bil.

- Det er en fantastisk følelse. Man får ligesom en anden behandling, når man har pengene og er parat til at handle med det samme.

Lørdagens lottotrækning bød på to vindere af jackpotpuljen. Den anden vinder er også PLUS-abonnent og havde ud over de syv rigtige tal også den rigtige trumf. Dermed vandt vedkommende 18,1 millioner kroner.

0 kommentarer
Vis kommentarer