Lottomillionær klar til bil og campingvogn

Ægtepar fra Brønderslev rendte med 7,5 millioner kroner og har allerede set sig varm på et par nyerhvervelser

Først troede de, at havde vundet 89 kroner, så opdagede de, at de havde vundet 4,3 millioner kroner og dagen efter lød gevinsten på små 7,5 millioner kroner. (Foto: Polfoto/Thomas Borberg)
Først troede de, at havde vundet 89 kroner, så opdagede de, at de havde vundet 4,3 millioner kroner og dagen efter lød gevinsten på små 7,5 millioner kroner. (Foto: Polfoto/Thomas Borberg)

Der er både en ny bil og en campingvogn på vej hos det ægtepar i Brønderslev, der i lørdags rendte med en bid af førstepræmiepuljen i lotto og satte trumf på.

Den samlede gevinst løb op i små 7,5 millioner kroner.

- Vi er stadig helt rundt på gulvet. Det er en nyhed, som bare er blevet bedre og bedre, fortæller den ene halvdel af ægteparret, der ønsker at være anonyme, til Danske Spil.

- Vi fandt ud af søndag morgen, at vi havde vundet. Jeg tjekkede Lotto-tallene i avisen. De sidste 12 år har fem ud af de syv vindertal været nogle bestemte mærkedage for os, så da jeg så, de var med, vidste jeg, vi havde vundet, forklarer hun.

- Af en eller anden grund tjekkede jeg ikke flere tal end de fem. Jeg troede bare, at vi havde 10 rækker med fem rigtige. Det var, hvad jeg fortalte mine børn, da jeg ringede til dem.

Det havde så kun udløst 89 kroner, hvilket kunne have rakt til flaske rødvin. Søndag aften stod det klart, at gevinsten var større. Meget større.

Læs også:

Se også: Her faldt lotto-millionerne

- Min mand var kørt en tur. Og først der slår det mig, at det egentligt var mærkeligt, hvis vi kun havde femmere. Det kunne jo være….

Og der var faktisk en række med syv rigtige vindertal til 4,3 milllioner kroner.

- Da min mand kommer hjem, løber jeg ud efter ham og siger: ”Find dine briller, sæt dig ved køkkenbordet og se her”. Jeg dirigerede nok lidt med ham, forklarer hun og afslører, at den gode besked naturligvis blev delt med børnene.

Mandag morgen blev nyheden dog endnu bedre.

- Mandag morgen ringer min veninde og spørger, om vi har Spar Konge som vores Trumf. Det havde vi, og så har vi pludselig vundet 3 millioner kroner mere, siger den nyslåede Lotto-millionær og tilføjer, at børnene efterhånden troede, de var blevet småtossede med alle de opringninger.

De tilgiver hende nok, for de skal også kunne mærke, at der er kommet millioner på kontoen.

- Børn og børnebørn skal have lidt. Og så sagde min mand allerede, da vi troede, vi havde vundet 4,3 millioner kroner, at vi skulle have en ny bil. Dengang spurgte jeg, om der så ikke også kunne blive til en ny campingvogn, men han mente ikke, den, vi har, fejler noget, griner hun og fortsætter:

- Da vi så fandt ud af, hvad gevinsten i virkeligheden lyder på, så var der ingen tvivl. Vi skal også have en ny campingvogn. Men så har jeg også måtte love min mand, at den skal være med varme i gulvet.

0 kommentarer
Vis kommentarer