Redknapp er storfavorit

Tottenham-manageren er bookmakernes klare favorit til at agere brandmand efter Capellos uventede exit som engelsk landstræner

Harry Redknapp er bookmakernes favorit til jobbet som akut afløser for Fabio Capello. (Foto: AP/Luca Bruno)
Harry Redknapp er bookmakernes favorit til jobbet som akut afløser for Fabio Capello. (Foto: AP/Luca Bruno)

Spekulationerne kører på fulde omdrejninger i England efter gårsdagens uventede afsked med landstræner Fabio Capello. Hvem skal tage roret frem mod EM, og kan englænderne måske ligefrem på en englænder til at løfte opgaven. Noget som betyder ikke så lidt på de kanter.

Skal man tro bookmakerne, så får englænderne deres ønske opfyldt. I hvert fald er Harry Redknapp skubbet helt frem som storfavorit. Det blev han bare nogle få timer efter at han blev frikendt i en sag om skatteunddragelse.

Tottenham-manageren har aldrig selv lagt skjul på, at han godt kan se sig selv som engelsk landstræner og kærligheden kan meget vel være gensidig, vurderer bookmakerne.

- Det Engelske Fodboldforbund er maksimalt pressede. Der er kun fem måneder til EM, og de står uden landstræner. Harry Redknapp har tidligere været inde i billedet, og da han tilmed har gang i sin bedste sæson nogensinde, med et overpræsterende Tottenham-mandskab, bliver han en naturlig topkandidat til jobbet, siger Frederik Skov fra Bet24.com.

Det afgørende spørgsmål kan blive, hvordan Tottenham vil forholde sig til at Redknapp enten løber af jobbet eller udfylder en dobbeltrolle til og med EM. Det førstnævnte gør man næppe helt frivilligt hos Tottenham. Dobbeltrollen virker mere realistisk, vurderer Per Marxen fra Unibet.

- Man kunne godt forestille sig, at Tottenham gav tilladelse til, at deres manager kan udfylde dobbeltfunktionen og lade Redknapp være ”nationens redningsmand” på dette kritiske tidspunkt, lyder det fra Per Marxen.

0 kommentarer
Vis kommentarer