Spillerne må vente på nem-ID lidt endnu

Overgangsperioden for implementering af Nem-ID hos de udenlandske spilleselskaber udskudt til 1. marts

Nem-ID skulle oprindeligt have været på plads som log-in-krav hos spilleselskaberne, men deadline er forlænget til udgangen af februar. (Foto: Polfoto/Jens Dresling)
Nem-ID skulle oprindeligt have været på plads som log-in-krav hos spilleselskaberne, men deadline er forlænget til udgangen af februar. (Foto: Polfoto/Jens Dresling)

Der kan komme til at gå op til yderligere nogle uger, før danske spillere vil blive mødt af krav om Nem-ID hos alle de udenlandske spilleselskaber, der har fået licens i Danmark.

Det oprindelige krav om at januar skulle fungere som overgangsperiode til implementering er blevet forlænget til også at løbe hen over februar. Dermed bliver det først med månedens udgang et krav, at spillerne skal bruge Nem-ID. Det kan dog sagtens være implementeret tidligere, hvilket blandt andet er sket hos Danske Spil.

Årsagen skal findes hos Dan-ID, der står bag Nem-ID. Her har man simpelthen ikke nået at få teknikken på plads.

- Vores løsning er baseret på CVR-virksomheder, men virksomheder, der er baseret i udlandet, er ikke en del af det, og derfor har det været et krav, at der skulle udvikles et nyt produkt. Det er der en del praktiske udfordringer i og vi har simpelthen ikke haft den nødvendige tid til at få det på plads, forklarer pressechef hos Dan-ID, Søren Winge.

- Men vi regner bestemt med at være klar til 1. marts.

Den besked har man taget til sig hos Spillemyndigheden, hvorfor overgangsperioden blev forlænget med en måned.

- Herefter skulle vi meget gerne være inde i en normaltilstand, hvor alle kan agere på lige vilkår, siger Tina R. Olsen, der er kontorchef hos Spillemyndigheden.

Læs også:

Se også: Nyt spillemarked blødt fra start

Hos Danske Spil, der med sin base i Danmark er CVR-registreret, har man kørt med Nem-ID siden 1. februar, og ind til videre ikke oplevet store problemer.

- Det er næsten gået bedre end vi havde regnet med, og vores omsætning er i hvert fald ikke blevet påvirket negativt, forklarer Jens Aaløse, administrerende direktør i Danske Licens Spil, der er det datterselskab i Danske Spil, der har ansvar for spillene på den liberaliserede del af spillemarkedet.

Hos de udenlandske spilleselskaber, som ekstrabladet.dk har været i kontakt med, lyder meldingen, at man har stået klar siden 1. februar, men dog nu vil bruge den ekstra måned til at gennemtjekke og teste systemerne yderligere.

0 kommentarer
Vis kommentarer