Zimbabwe suspenderer 80 fodboldspillere

En række landsholdsspillere er blandt de suspenderede, der mistænkes for at have deltaget i aftalt spil

Det zimbabwiske fodboldforbund (Zifa) har suspenderet ikke mindre end 80 spillere, som er under mistanke for at være involveret i en matchfixing-skandale.

Blandt de mistænkte er flere stamspillere på det zimbabwiske landshold, skriver nyhedsbureauet Reuters.

Sagen går tilbage til 2007, hvor landsholdet mødte Vietnam, Malaysia og Thailand. Det er her, fodboldforbundet har en mistanke om, at spillere har samarbejdet med asiatiske spillesyndikater om at aftale udfaldet af kampene.

Se også: Aabech snød helt bevidst

- Alle spillere, som var nævnt i "Asiagate"-rapporten, ligegyldigt hvor mange kampe de har spillet, er suspenderet og kan kun renses af den etiske komité, siger Zifa's direktør Jonathan Mashingaidze til den statskontrollerede avis Herald.

- Indtil da kan de ikke udtages til noget landshold, tilføjer han.

De mange suspenderinger kan blive et stort problem for landstræner Norman Mapeza, når han skal udtage sit hold til kvalifikationen til næste års Africa Cup of Nations.

Zimbabwe møder Burundi den 29. februar i den første kamp.

0 kommentarer
Vis kommentarer