Det har været småt med tømmermænd og hovedpiner hos Spillemyndigheden oven på nytåret, der markerede starten på et delvist liberaliseret spilmarked i Danmark.
De første dage har primært handlet om test af it-systemer og dataoverførsler mellem myndigheden og spilleselskaberne samt kontrol af ROFUS, der er en central database for spillere, der ønsker at blokere sig selv fra spilleselskaberne.
- Det har i det store hele fungeret godt, lyder det fra kontorchef i Spillemyndigheden, Tina R. Olsen.
Her ud over har Spillemyndigheden taget fat på det fortsatte arbejde omkring licensansøgninger fra selskaber, der endnu ikke er sluppet gennem nåleøjet, samt begyndt at forholde sig til de anmeldelser, der er løbet ind på selskaber, der ikke overholder den nye spillelov.
Læs også:
Nu er bookmakerne her- Vi er i dialog med de selskaber, der af den ene eller anden årsag ikke fik en licens til årsskiftet, men fortsat er interesseret i en. Her ud over har vi givet henstillinger til selskaber, der er i konflikt med den danske lov, forklarer Tina R. Olsen.
Det er i særdeleshed bingo-sider, der har været problemer med, fordi de - hvis der spilles om penge - agerer på den del af markedet, der ikke er liberaliseret.
Spillemyndigheden kan tage flere skridt i bestræbelserne på at blokere de selskaber, der er i strid med den danske lovgivning. Dels ved at tage fat på kollegaer i de lande, hvor selskaberne holder til og her - hvis det er muligt - tage juridiske skridt til at blokere for selskabets mulighed for at tilbyde spil til danske kunder. Dels ved at søge om at få nedlagt fogedforbud og eventuelt få selskabet blokeret via teleudbyderne.
- Der er vi slet ikke endnu. I første omgang har vi skrevet til de selskaber, der er i konflikt med loven, og det skal de nu have lov til at agere i henhold til, siger Tina R. Olsen.
Man kan på spillemyndighedens hjemmeside se en opdateret liste over de selskaber, der har fået licens til at udbyde spil i Danmark.