Nu er der 100 mio. på højkant i onsdagslotto

Fem nye millionærer her til aften, men SuperPuljen forblev urørt

Fire danskere og en finne blev små to millioner kroner rigere, men SuperPuljen forblev intakt. (Foto: Norsk Tipping)
Fire danskere og en finne blev små to millioner kroner rigere, men SuperPuljen forblev intakt. (Foto: Norsk Tipping)

Så ramte onsdagslotto en ny magisk grænse. SuperPuljen forblev onsdag aften uforløst og ryger i næste uge op på 92 millioner kroner. Når der dertil lægges en almindelig førstepræmiepulje på 10 millioner kroner, så er der potentielt mere end 100 millioner kroner til en enlig vinderrække.

En rekordpulje, hvor der i tilfælde af en enkelt dansk vinderrække vil være tale om en gevinstrekord uden sammenligning. Den største gevinst vundet i Danmark lyder på - i denne sammenhæng - beskedne 38,5 millioner kroner.

Onsdagslotto afvikles i et samarbejde mellem Sverige, Finland, Norge, Island, Estland, Letland, Litauen, Grønland, Færøerne og Danmark, så der er ingen garanti for at SuperPuljen ender med at blive udløst til en dansker.

Læs også:Lottovinder overvejer penge til velgørenhed

Mens SuperPuljen forblev intakt, så var der fem, der delte førstepræmiepuljen. Fire danskere og en finne, der hver får 1.939.101 kroner.

Danske Spil ventes først torsdag, at offentliggøre, hvor i landet de fire vinderkuponer er købt.