En sjælden jackpot

Om en uge er der 16 millioner kroner på spil i onsdagslotto

Ingen ramte de seks rigtige vindertal i aftes i det fællesnordiske onsdagslotto. (Foto: Norsk Tipping)
Ingen ramte de seks rigtige vindertal i aftes i det fællesnordiske onsdagslotto. (Foto: Norsk Tipping)

Sidste uge blev årets hidtil største lottogevinst i Danmark udløst, da en plus-abonnent ramte de rigtige jokertal til over 15 millioner kroner.

Ingen danske spillere ramte dog de seks rigtige vindertal i det fællesnordiske onsdagslotto, og det gjorde de heller ikke i aftes.

For en sjælden gangs skyld missede også spillerne fra Norge, Sverige, Finland, Island og de baltiske lande de udtrukne tal, så om en uge venter der for anden gang i år en jackpot-trækning om onsdagen.

Med seks millioner kroner i SuperPuljen kan en enlig dansk vinder blive ca. 16 millioner kroner rigere.