Barca har alt at tabe

Bookmakerne tror fortsat på Barcelona som Champions League-mestre - Schalke vurderes som chanceløse

Barcelona er stadig klare favoritter til at vinde Champions League, selv om de formentlig skal slå både Real Madrid og Manchester United for at vinde endnu et trofæ. (Foto: AP)
Barcelona er stadig klare favoritter til at vinde Champions League, selv om de formentlig skal slå både Real Madrid og Manchester United for at vinde endnu et trofæ. (Foto: AP)

Tre af bookmakernes fire største favoritter før årets Champions League er at finde i semifinalerne - kun Chelsea mangler.

Men selv mødet med Real Madrid i semifinalen og udsigten til en finale mod Manchester United ændrer ikke ved Barcelonas status som den store favorit i den største klubturnering. Allerede før den første semifinalekamp kan der kun hentes cirka to gange pengene på endnu et trofæ til catalanerne.

- Der er Real Madrid, som har noget at bevise, og hvis Barcelona når finalen, vil de være favorit uanset modstanderen, konstaterer Per Marxen fra Unibet.

Kongeklubben fra den spanske hovedstad nøjes med en status som tredjestørste favorit til odds 4,50.

- Resultaterne i deres indbyrdes opgør i denne sæson har været på Barcelonas side. Den potentielle usikkerhed er dog de fire El Classico, som skal spilles på 18 dage, siger Marxen med reference til lørdagens opgør i Primera Division, den spanske pokalfinale 20. april og så de to Champions League-semifinaler 27. april og 3. maj.

Schalke er outsideren

Fra denne anden semfinale levnes Schalke ikke mange chancer for at gå hele vejen. Tyskerne giver odds 16 som Champions League-mestre mod 3,50 på Manchester United.

- Det er oddssætternes vurdering, og Schalke skal leve med at være outsidere. På papiret har de det svageste hold, men de har også Raul og Neuer. To spillere, som kan vinde Champions League for Schalke.

- Nu er jeg gammel nok til at kunne huske den lignende situation fra 1997. Her havde Juventus været helt suveræne, og alligevel taber de 3-1 til Dortmund i finalen. Ingen havde heller lige regnet med, at Schalke skulle vinde 5-2 i Milano, siger Per Marxen.

Champions League-semifinalerne

26. april: FC Schalke 04-Manchester United FC

27. april: Real Madrid CF-FC Barcelona

3. maj: FC Barcelona-Real Madrid CF

4. maj: Manchester United-FC Schalke 04

Finale

28. maj på Wembley, London