Bookmaker: FCK er chanceløse

Oddssætterne har ingen tro på københavnernes videre chancer i Champions League

William Kvist og co. får det meget svært mod Chelsea, mener bookmakerne. (Foto: Lars Poulsen)
William Kvist og co. får det meget svært mod Chelsea, mener bookmakerne. (Foto: Lars Poulsen)

Det værst tænkelige scenarie.

Sådan lyder vurderingen hos en af de største udenlandske bookmakere på det danske marked, efter Chelsea og FC København lå tilbage i bowlen som de to sidste hold i lodtrækningen til ottendedelsfinalerne i Champions League.

Hos Unibet giver Chelsea således blot odds 1,06 på at gå videre til kvartfinalen, hvorimod optimister på FC Københavns vegne på nuværende tidspunkt kan hente ni gange pengene. Ladbrokes 'hele' odds 1,12 på Chelsea, men til gengæld kun 5,50 på FCK.

- Det kunne ikke blive meget værre for FC København. Det er i særklasse den værste lodtrækning. Sammen med Manchester United var Chelsea worst case scenario, konstaterer Per Marxen fra Unibet.

Fysisk stærke

Når oddssætterne er så pessimistiske på Ståle og co.'s vegne, hænger det sammen med Chelsea spillestil.

- Den spillestil, som FC København praktiserer, er meget fysisk anlagt. Vi så mod Barcelona, at det kan tekniske hold ikke lide. Men Chelsea spiller også meget fysisk og kan til fulde matche FCK-spillernes fysik, ligesom de er bedre på alle pladser, mener Marxen.

Odds på den første kamp i Parken er allerede sat.

FCK-sejr belønnes hos Unibet med 7,00, et uafgjort resultat giver 4,00 gange pengene, mens der er odds 1,50 på en udesejr, hvilket svarer meget godt til markedet. De fleste giver dog en smule under odds fire for krydset i første kamp.

Danske Spil vurderer den første kamp i Parken til FCK (odds 5,50), uafgjort (odds 3,80) og Chelsea (odds 1,50).