Sådan fejrer man en lotto-gevinst

Ægtepar i Albertslund bestilte en limousine, hvorefter de i gallatøj og shorts kørte ud for at fortælle børnene det

Et ægtepar i Albertslund blev så begejstrede over at have vundet fem millioner kroner i Lotto, at de helt spontant skiftede tøj, bestilte en limousine og kørte ud for at fortælle børnene det. (Modelfoto: Colourbox)
Et ægtepar i Albertslund blev så begejstrede over at have vundet fem millioner kroner i Lotto, at de helt spontant skiftede tøj, bestilte en limousine og kørte ud for at fortælle børnene det. (Modelfoto: Colourbox)

Det hører til sjældenhederne, at der dumper fem uventede millioner kroner ned i skødet, så når det sker, så skal det markeres med noget ud over det sædvanlige.

Det synes i hvert fald reaktionen hos et ægtepar i Albertslund, der i lørdags vandt fem millioner kroner i Lotto. De bestilte en limousine, trak i gallatøj og shorts og kørte ud for at fortælle børnene om milliongevinsten.

- Jeg sad og krydsede vindertallene af fra tekst-tv, og så tror jeg, jeg sagde til min kone: hov, vi har fem rigtige, nej vent. Der er syv! lyder det fra en ene halvdel af ægteparret, der har valgt at være anonym.

- I en time sad vi bare og tjekkede vores spil og tallene på tekst-tv. Vi var noget befippede. Min kone græd ind i mellem... og så tjekkede vi igen, griner den heldige vinder.

- Men på et tidspunkt mandede hun sig op og sagde: det her, det skal fejres. Og så ringede vi efter en limousine, som vi kunne køre hen og hente børnene i, forklarer Lotto-millionæren til Danske Spil.

- Min kone tog en fin kjole på og et par lange handsker. Jeg demonstrerede ved at hoppe i shorts og en t-shirt. Vi var et umage par, og ungerne kiggede godt nok også noget. De havde slet ikke luret, hvad der var i vente, griner vinderen.

Der venter ikke umiddelbart flere limousine-ture forude.

- Vi skal have os et par nye cykler. Og så skal vi nok have børnene med ud at rejse. Men nu må vi se. Vi skal også lige tænke os om, siger manden.

0 kommentarer
Vis kommentarer