Singlefyr vandt 15 millioner i lotto

Der er gode muligheder for at føre sig lidt frem for Danmarks seneste mangemillionær i lotto

Årets danske lottomillionær nummer 100 er 40-årig singlemand fra Odense. (Modelfoto: Thomas Sjørup)
Årets danske lottomillionær nummer 100 er 40-årig singlemand fra Odense. (Modelfoto: Thomas Sjørup)

Heldet tilsmilede en 40-årig fynsk mand, da der i aftes blev trukket jokertal i forbindelse med den fællesnordiske lottotrækning.

Den rigtige kombination har ikke været ramt siden 9. oktober, så fynboen bliver med et trylleslag 15.296.008 kroner rigere.

- Jamen, jeg tror stadig ikke på det, sagde vinderen, da Danske Spil fik fat i årets lottomillionær nummer 100.

- Jeg har tjekket min spilkonto flere gange, og jeg kan se, det står der, men det er da så vildt.

Beløbet er noget overvældende. 

- Jeg kunne måske forestille mig at vinde en eller to millioner. Men 15 millioner kroner, siger han.

Manden er fra Villestofte i Odense, men ønsker at være anonym. Han vil dog godt afsløre, at han er single ...

- Ja, det må du godt skrive. Hvorfor ikk'?, griner han.

Så der skulle i hvert fald være luft i budgettet til at skeje lidt ud på et dates i fremtiden.

Cyklen bliver suppleret med en bil

- Og du må også godt fortælle, at jeg kun har en cykel. Når jeg nu ser pengene på min konto, kan det da godt være, jeg skal have en bil, siger han.

I løbet af de få timer fynboen har været klar over, at han er millionær er der endnu ikke blevet tid til at lægge planer om andre materielle goder. 

- Jeg bryder mig ikke om at rejse, og jeg er glad for at bo, der hvor jeg bor. Jeg er jo så heldig, at jeg ikke mangler noget, siger han.

Men hvis behovet kommer, skulle man mene, at der var råd til at svinge dankortet ...