Julens farligste gave

Når til og fra-kort kan blive en forbandelse ...

Er du et stort nok menneske til at forære 100.000 kroner væk ... (Foto: Søren Wesseltoft/Danske Spil)
Er du et stort nok menneske til at forære 100.000 kroner væk ... (Foto: Søren Wesseltoft/Danske Spil)

Danske Spil mener det helt sikkert i god tro, når de for første gang siden 1998 sender skrabelodder forklædt som til og fra-kort ud i kioskerne.

Prisen er ti kroner og foruden at sikre gavens vej fra under træet til den rette modtager, så gemmer den på muligheden for at vinde 100.000 kroner.

Sandsynligheden for det er naturligvis forsvindende lille, men tænk lige tanken til ende ...

Hvordan ville du have det med at have været indehaver af lod til 100.000 kroner og så forære det væk! Måske endda på en hadegave til et fjernt familiemedlem, som har inviteret sig selv til juleaften, og som du slet ikke havde lyst til at være på julegave med.

Har I tænkt over, hvor farligt det kan være at sætte den slags i handelen?

- Ja, det har vi faktisk. Som kortet er tiltænkt, så risikerer man jo at forære en topgevinst til eksempelvis tante Oda. Det, synes jeg, er en smuk tanke, men selvfølgelig en man skal kunne bære, siger Thomas Rørsig, der er informationschef i Danske Spil.

Hvordan vil I have det med at skabe splid i danske familier ... og så lige juleaften?

- Det vil jo være en frygtelig skam. Derfor opfordrer vi også folk til at lade deres gode julehjerte løbe af med dem. Hvis det ikke kan holde til det, så må folk give en gave med et kort til sig selv. Til Jesper fra Jesper.

Vandt 1,5 million og mistede sin ven

Hvad kunne man ellers gøre? Kunne man aftale et split på forhånd, hvis den store gevinst kom?

- Hvis man er den forsigtige type, så kan man sagtens sige, at hvis gevinsten er over det og det beløb, så deler vi. Og det vil vi naturligvis respektere. Men vores opfordring er at glæde sig på andres vegne, siger Thomas Rørsig.

Danske Spil har dog oplevet tilfælde, hvor det er gået galt, når spil som gaver pludselig er blevet til mange penge.

- Vi har haft et tilfælde, hvor en lotto-vinder havde vundet sin lynlottokupon i et pakkespil. Den viste sig så at blive 1,5 millioner kroner værd. Ham, der havde givet kuponen, mente, at han fortjente halvdelen. Det mente vinderen imidlertid ikke. Han fik de 1,5 millioner, og de to er ikke venner længere, fortæller Thomas Rørsig.