Lottopulje på 1,325 mia. kr. udløst

Efter ni måneder ramte italienerne endelig de rigtige tal i SuperEnaLotto

Spillerne fik endelig ram på førstepræmiepuljen i SuperEnaLotto. (Foto: AP)
Spillerne fik endelig ram på førstepræmiepuljen i SuperEnaLotto. (Foto: AP)

Det har taget sin tid for italienske lottospillere at få ram på jackpotten i SuperEnaLotto. Sidst den blev udløst var i februar (!) måned, hvilket til gengæld betyder, at førstepræmien i mellemtiden fik bygget sig op til den største i verden nogensinde.

I lørdags trodsede en eller flere spillere så alle sandsynligheder og ramte den rigtige af over 620 millioner kombinationsmuligheder. Lotteriselskabet har endnu ikke meldt ud, hvor mange der har vundet, skriver nyhedsbureauet AFP.

De rigtige vindertal udløser en pulje på 177.700.000 euro, hvilket svarer til 1.325.000.000 kroner.

SuperEnaLotto havde i forvejen rekorden for den største lottopræmie nogensinde vundet i Europa, da en enkelt spiller fra Toscana i august 2009 vandt 147,8 millioner euro.

Nok så vigtigt er gevinsten skattefri, så hvis man kigger på, hvor meget vinderen får udbetalt er denne lottogevinst den største, der er vundet af en enkeltperson i verden. Også større end de største i USA.

Mega Millions-lotteriet i USA har været oppe at runde en præmiepulje på to milliarder kroner ($390 mio.), men den blev vundet af to spillere, og beløbet er før skat.

0 kommentarer
Vis kommentarer