Lod datteren vælge vindertal i lotto

Familien fra Fredericia får først i aften at vide, at de er blevet 3.333.333 kroner rigere

Sammen med sin niårige datter havde en mand fra Fredericia lavet et matematisk system på 36 rækker, som viste sig at være 3.333.333 kroner værd. (Foto: Colourbox)
Sammen med sin niårige datter havde en mand fra Fredericia lavet et matematisk system på 36 rækker, som viste sig at være 3.333.333 kroner værd. (Foto: Colourbox)

Selv Hollywood-forfatterne med hang til tårepersere kunne ikke havde forfattet en meget bedre historie.

Lørdagens lottotrækning producerede tre vindere a 3.333.333 kroner, og pengene falder i hvert fald til den ene af dem på et utroligt tørt sted. En familiefar fra Fredericia står nemlig uden job fra det nye år.

Sammen med sin niårige datter havde han til weekendens trækning lavet et matematisk systemspil på 36 rækker. Og datteren skulle vise sig at være den helt rigtige lottopartner til at vælge tal.

Først mandag morgen gik det op for manden, at han havde ramt syv rigtige. Det var, da en medarbejder fra Danske Spil ringede ham op.

- Jeg tænkte bare 'Yes!', allerede da han præsenterede sig. Jeg ved jo godt, at man ved de mindre gevinster får en mail, så dette måtte være rigtig godt nyt, fortæller manden til Danske Spil.

Datteren ved det ikke

Nu glæder vinderen - som ønsker at være anonym - sig til at fortælle datteren om familien held. Det må dog vente til i aften, for han er stadig på arbejde.

- Jeg prøver at lade som ingenting. Det gjorde jeg også, da telefonen ringede fra Danske Spil. Men det var svært. Jeg havde lyst til at juble, men det blev kun til en lille tåre, som ingen vist så, griner han.

Mister jobbet

I aften kan han så juble sammen med familien. Timingen for milliongevinsten kunne nemlig ikke være meget bedre.

- Jeg mister mit job fra årsskiftet, så det her er simpelthen den bedste nyhed længe. Det betyder, at jeg ikke har så travlt med at finde et nyt arbejde, og at vi kan opretholde vores levestandard, siger han.

Weekendens to andre milliongevinster blev vundet på kuponer købt i henholdsvis Århus og Lejre.

0 kommentarer
Vis kommentarer