Lotto trumfer med flere millioner

Fra denne uge indfører Danske Spil trumfpulje og en ny lotto-kupon

Sådan ser den nye lottokupon ud. (Foto: Danske Spil)
Sådan ser den nye lottokupon ud. (Foto: Danske Spil)

Lotto om lørdagen får fra denne uge en ansigtsløftning, når Danske Spil indfører lotto med trumf.

Udover de normale lottotal skal spillerne også vælge en af 16 trumfer. Rammer man syv rigtige lottotal plus den rigtige trumf, bliver trumfpuljen udløst. Den ekstra pulje indeholder fra starten ca. halvanden million kroner, men kan i princippet vokse sig lige så stor som i onsdagslotto, hvor der i denne uge er over 100 millioner kroner på højkant.

Læs også: Nu er der 100 mio. på højkant i onsdagslotto

- Spillerne efterspørger også ændringer på lotto, og den helt store driver i markedet er store præmier, fortæller Linda Frøkjær, markedschef for lotto hos Danske Spil, om baggrunden for det nye lottokoncept.

Præmier på små 30 mio. kr.

Matematisk set bliver trumfpuljen i snit udløst ca. hver 11. uge, hvilket på disse lørdage vil betyde noget højere præmier end de ti millioner kroner, som Danske Spil ind til sidste weekend garanterede i førstepræmiepuljen.

- Ren statistisk så forventer vi gevinster på små 30 millioner kroner samlet, men naturligvis håber vi på forløb, som det vi i øjeblikket ser på onsdagslotto. Alle bliver mere opmærksomme, når der er store puljer, siger Linda Frøkjær.

Læs også: Lottovinder overvejer penge til velgørenhed

Helt nemt blive det dog ikke tage sig af trumfpuljen. Hver spillet række har chancen 1 til 133.562.880 for at vinde den helt store gevinst.

Rækkeprisen på fire kroner forbliver den samme, men til gengæld bortfalder førstepræmiepulje-garantien på ti millioner kroner. Syv rigtige på lørdag forventes i stedet at give ca. 8,7 millioner kroner, hvis der kun er en enkelt vinder uden den rigtige trumf.

Hæver tilbagebetalingen

Samlet set bliver der dog flere penge til præmier, da Danske Spil hæver tilbagebetalingsprocenten på lotto fra 45 til 48 procent. Det vil sige, at du i gennemsnit får 48 kroner tilbage i præmier, hver gang du spiller for en hundredlap.

- Der kommer flere penge tilbage til spillerne. Hvis vi ikke øgede tilbagebetalingen ville trumfpuljen ikke stige hurtigt nok, siger Linda Frøkjær.

Fremover vil der være meget større forskel på, hvor mange penge der bliver udbetalt om lørdagen.

- Vi vil gerne gøre puljerne mere levende. Mange af vores spillere var slet ikke klar over, at vi hver uge garanterede ti millioner kroner i førstepræmiepuljen, siger hun.

Læs også: Sådan er livet efter lottomillioner

Den seneste store ændring i lotto var i 2006, hvor rækkeprisen blev hævet til fire kroner. De seneste fem år har omsætningen i lotto om lørdagen været faldende, hvilket Danske Spil bl.a. forklarer med finanskrise, lavere forbrugertillid og et større spiludbud.

1 af 2 Hvis man spiller lynlotto, vælger maskinen automatisk trumf. Spiller man selvudfyldte rækkekuponer, skal man fremover også selv vælge en trumf. (Foto: Danske Spil)
2 af 2 Sådan ser den nye lottokupon ud. (Foto: Danske Spil)