Fejrer rekordgevinst med charterferie

Nøjsom efter gevinst på 1,4 milliarder kroner

Colin og Chris Weir fejrer deres milliardgevinst med en tur til Lanzarote. (Foto: AP/Andrew Milligan)
Colin og Chris Weir fejrer deres milliardgevinst med en tur til Lanzarote. (Foto: AP/Andrew Milligan)

Bare fordi man lige har vundet Europas største lottogevinst på 1,4 milliarder kroner, så behøver man ikke skeje unødvendigt ud.

Det arbejdsløse skotske ægtepar Colin og Chris Weir valgte ganske vist at fejre deres ufattelige held med en hurtig ferie, efter de i fredags blev præsenteret som vindere af den enorme præmie.

Men destinationen afspejler på ingen måde, at ægteparret nu er lige så formuende som Victoria og David Beckham.

Den er tværtimod ganske folkelig.

Daily Star spottede parret på vej med Thomas Cook på charterferie til Lanzarote med deres to voksne børn. Dog afslørede de på pressemødet i sidste uge også planer om at ville en tur til Australien og Asien.

Se også: Nybagte milliardærer: - Som en drøm

Når de kommer hjem fra de kanariske øer, venter en ny hverdag og en fuld postkasse.

- Tiggerbrevene er allerede begyndt at komme. Jeg leverede en bunke i dag, fortæller parrets postbud til Daily Mail.

- Men der er mange flere stablet op i posthusets sorteringsrum. De er bare adresseret til 'The Weirs', og manageren er ved at beslutte, hvorvidt vi skal levere dem, siger han.

Se også: Fem ting du ikke kan købe for en milliard

Gevinst på 183 millioner euro er den største i EuroMillions historie og samtidigt den største lottogevinst, der er vundet i Europa. Den hidtidige største enkeltvinder i EuroMillions historie var en anonym 25-årig spansk kvinde, der i 2009 løb med 126 millioner euro.