Oj, oj, har jeg vundet 124 millioner?

- Tal med min kone, jeg tror ikke på dig, lød det fra den chokerede svenske mangemillionær

En gevinst på over 100 millioner danske kroner kan slå benene væk under enhver. Også jordbundne svenskere fra Helsingborg. (Foto: Colourbox)
En gevinst på over 100 millioner danske kroner kan slå benene væk under enhver. Også jordbundne svenskere fra Helsingborg. (Foto: Colourbox)

I Sverige har Pierre Jonsson den fornøjelige opgave at lykkeønske store vindere hos Svenska Spel. Udfordringen kan være, når de ikke allerede selv har tjekket deres vindertal og har meget svært ved at tro på det glædelige opkald.

Det var tilfældet med det ægtepar fra Helsingborg, som i weekenden vandt den tredjestørste lottogevinst i Sveriges historie: 123.900.556 svenske kroner (eller lige godt 105 millioner danske).

- Nej, nej, nej, du gør grin med mig. Det kan jeg slet ikke tro på, den må du længere ud på landet med. Har vi virkelig vundet næsten 124 millioner kroner, slap nu af ...

Sådan lød reaktionen, da Pierre Jonsson ringede op.

- Men det er jo helt utroligt. Næsten uhyggeligt. Nej, jeg tror ikke på dig Jonsson, du må tale med min kone.

Måtte sidde ned

Hun var dog heller ikke lige sådan at overbevise:

- Hvad er det, du siger?! Oj, oj, oj! Det sker jo kun for andre, så mange penge kan man slet ikke drømme om. Nej, jeg må sætte mig ned, og tag den lige en gang til.

Læs også: Tillykke I har vundet 80 millioner!

Af ganske forståelige årsager har parret, som kalder sig ganske almindelige svenskere, endnu ikke lavet en masterplan for alle pengene. Men da Pierre Jonsson talte med dem igen lidt senere på dagen, var gevinsten ved at gå op for dem.

- Det kommer til at tage noget tid, før vi forstår det og har fundet ud af, hvad vi vil gøre med pengene. Gevinsten er så stor, at man kan gøre hvad som helst, og det er en fantastisk følelse. Vi kommer til at støtte vores børn økonomisk på en god og fornuftigt måde. Velgørenhed har vi også talt om, lød det fra parret.