Bookmakere kede af VM i Rusland

En slutrunde i England ville have slået alle omsætningsrekorder hos spilleselskaberne

Skuffede børn må konstatere, at 'football isn't coming home' i 2018. (Foto: AP)
Skuffede børn må konstatere, at 'football isn't coming home' i 2018. (Foto: AP)

De store engelske bookmakere piver noget over, at VM i 2018 havnede i Rusland og ikke på hjemmebanen. Et verdensmesterskab på de fodbold- og spilleglade britiske øer ville have slået alle omsætningsrekorder.

- Selv om der blev spillet meget på markedet, og vi som bookmaker vandt på, at Rusland fik værtsskabet, så er det logik for høns at sige, at vi gerne havde taget et kæmpe tab på dette marked for at få VM til England. Omsætningen på en VM-slutrunde i England ville have brudt alle rekorder, siger Fred Bjurfjäll fra bet365.

Kollegaerne hænger også noget med hovedet dagen derpå.

- Efter et forfærdelig VM i Sydafrika er det endnu mere skuffende for de England-fans, som drømte om en gentagelse af 1966. Nu må de så bare håbe, at det her kan motivere landsholdet til storhed, konstaterer Tim Clark fra Sky Bet, mens talsmanden fra William Hill har fundet den sarkastiske tone frem.

- Vi har nu lige så svært ved at lave et seriøst bud på at blive vært til VM, som vi har med at vinde Det internationale Melodi Grandprix, siger Graham Sharpe.

Spanien er favoritter

Der er allerede nu åbnet for spil på, hvem der bliver verdensmester om otte år i Rusland.

Spanien er favoritter til odds 8,00, mens der kan hentes odds 11 på værterne fra Rusland og odds 15,00 på England.