Værd at vide om onsdagslotto

Lidt mere eller mindre nyttige fakta om det fællesnordiske lottospil

Sandsynligheden for at én række rammer seks rigtige inklusiv Superpulje i onsdagslotto er 1 til 98.172.096. (Foto: Søren Wesseltoft /Danske Spil)
Sandsynligheden for at én række rammer seks rigtige inklusiv Superpulje i onsdagslotto er 1 til 98.172.096. (Foto: Søren Wesseltoft /Danske Spil)

Trækningen: Begynder kl. 19 i Hamar i Norge og bliver overvåget af repræsentanter for de forskellige spilleselskaber. Trækningen bliver sendt forskudt på norsk tv og på norsk-tipping.no. Vindertal og prognose bliver først offentliggjort kl. 20.00. Ifølge Danske Spil er grunden, at samarbejdspartnerne ikke arbejder på samme system. Det tager derfor lidt tid at samkøre resultaterne og komme frem til en præmieprognose.

Tallene: Blandt 48 tal udtrækkes seks vindertal og to tillægstal.

Superpuljen: Før trækningen udtrækkes et tal mellem 1 og 48 - det såkaldte Supertal. Hvis et af vindertallene matcher Supertallet, bliver Superpuljen udløst.

Sandsynligheden: Regnestykket er (48*47*46*45*44*43) / (1*2*3*4*5*6) = 12.271.512 muligheder i onsdagslotto. Man er nødt til at dividere med 6! (1*2*3*4*5*6) for at eliminere en masse rækker. I lottosammenhæng er rækkefølgen af tallene jo ligegyldig. 1-2-3-4-5-6 er samme række som 6-5-4-3-2-1.

Sandsynligheden for, at SuperTallet matcher et vindertal er 48 vindertal / 6 udtrukne tal = 8. Ergo er sandsynligheden for at ramme seks rigtige plus Supertal med én spillet række: 8*12.271.512 = 98.172.096

Præmiefordelingen: Samarbejdet i onsdagslotto går kun på førstepræmiepuljen og Superpuljen (dog deltager svenskerne ikke i Superpuljen). Alle beløb omregnes fra den spillede valuta til euro. 0,04 euro pr. spillet række går til førstepræmiepuljen. 0,034 euro pr. spillet række går til Superpuljen (fra 2013).

Tilbagebetalingsprocent: 45. Med andre ord får spillerne 45 kroner tilbage i præmier for hver spillet 100-krone. Herefter skal der afregnes gevinstafgift på 15 procent på gevinster over 200 kroner. Statskassen har glæde af gevinstskatten, mens resten af pengene går til Danske Spil og tipsmidlerne.

Gevinstafgift: 15 procent af gevinster over 200 kroner (er fratrukket i præmieprognosen). I Norge betaler man ikke skat af gevinster. Derfor er præmierne højere end i Danmark.

Deltager-lande: Danmark, Norge, Sverige, Finland, Grønland, Færøerne, Island, Estland, Letland og Litauen. På en normal onsdag leverer Norge halvdelen af omsætningen og Danmark godt en fjerdedel. Herefter er finnerne de største bidragydere.

Viking-lotto: Var det oprindelige navn ved lanceringen 17. marts 1993. Siden er man i Danmark gået over til at kalde det onsdagslotto.

0 kommentarer
Vis kommentarer