Der strøg Bayern med mesterskabet

Bookmakerne har nu enten lukket for spil eller barberet odds ned til 1,00 på Bayern München som tysk mester

Frank Ribery og holdkammeraterne i Bayern München kunne i 2010 juble over endnu et tysk mesterskab. Nu har de udsigt til at kunne gøre det igen. (Foto: AP/Michael Sohn)
Frank Ribery og holdkammeraterne i Bayern München kunne i 2010 juble over endnu et tysk mesterskab. Nu har de udsigt til at kunne gøre det igen. (Foto: AP/Michael Sohn)

Det har ligget i kortene længe, men nu ligger bookmakerne sig fladt på ryggen over for Bayern München. Topholdet i Bundesligaen render med det tyske mesterskab.

Oven på weekendens kampe er der lukket helt af for spil på Bayern München som mester, mens der de steder, hvor det stadig er muligt tilbydes odds 1,00. Så kan det ikke komme længere ned.

I sidste uge kunne man få odds 1,02-1,03, hvilket nærmest var et kosmetisk odds, og selv det var åbenbart for meget, da Bayern München fredag aften besejrede Wolfsburg med 2-0.

Så gjorde det hverken fra eller til, at konkurrenterne fra Dortmund lørdag besejrede Eintracht Frankfurt med 3-0 og dermed sikrede status quo i toppen af rækken. Bayern München fører fortsat med 15 point. Der mangler nu 12 runder.

Tror man på et kollaps af den sydtyske storklub, og mesterskab til Dortmund, så kan det lige nu spilles til odds 65 før kommission på spillebørsen Betfair. Et klart signal om, at også spillerne selv har svært ved at se, hvordan det skal blive til andet end et Bayern-mesterskab.

Lukkede for uger siden
Hos Unibet læste man skriften på væggen allerede for et par uger siden og lukkede for spil på Bayern.

- Bayern har bare smadret al modstand i Bundesligaen i denne sæson og med så massivt et forspring - og en målscore på plus 50 - har modstanderne indset, at der intet er at stille op, konstaterer Unibets danske pressechef, Per Marxen.

- Vi kan ikke længere se nogen trusler mod sydtyskerne, så det mesterskab er vist i hus.

Bayern München har vundet det tyske mesterskab 22 gange. Senest i sæsonen 2009/10. Dortmund er rendt med guldet i de seneste to sæsoner.

0 kommentarer
Vis kommentarer
Mest læste i sport
Seneste i sport
Forsiden lige nu
Plus anbefaler
Hent flere