Bookmakere: Her må Laudrup bøje sig

Placeringen og formkurven er bedre, men alligevel spår bookmakerne nederlag til Swansea på Anfield

Luis Suarez scorer til 1-2 mod Swansea i hjemmekampen i ligapokalturneringen tidligere på sæsonen. Swansea vandt med 3-1. Søndag mødes de på Anfield igen. (Foto: AP/Jon Super)
Luis Suarez scorer til 1-2 mod Swansea i hjemmekampen i ligapokalturneringen tidligere på sæsonen. Swansea vandt med 3-1. Søndag mødes de på Anfield igen. (Foto: AP/Jon Super)

Det kan godt være, at Liverpool-manager Brendan Rodgers kigger med en vis misundelse på sin kollega i Swansea, Michael Laudrup.

Rodgers valgte således at forlade netop Swansea til fordel for Liverpool i håbet om større sportslige rammer, mere succes og titler.

Lige nu er det dog hans gamle klub, der kun er én kamp fra et trofæ og render med al opmærksomheden. Det bliver sidste bliver absolut ikke mindre, hvis Swansea så rent faktisk også vinder på Anfield i søndagens enlige Premier League-kamp, for så vil waliserne være fire point foran traditionsklubben i tabellen.

Det vil i så fald også være første gang nogensinde, at Swansea vinder en ligakamp på Liverpools hjemmebane. Til gengæld vandt Swansea tidligere på sæsonen ude over Liverpool i ligapokalturneringen.

Ikke at det resultat får bookmakerne til at ryste på hånden. Liverpool er ganske klare favoritter.

- Det var utrolig skuffende for Liverpool at man tabte seneste hjemmekamp til WBA. Det nederlag skal revancheres nu, og vi forventer de vinder hjemme på Anfield over Swansea. Liverpool har alle de bærende spillere klar, og Daniel Sturridge virker tilmed til at være faldet rigtig godt ind på holdet, lyder vurderingen fra Frederik Skov fra Ladbrokes og peger på Swanseas kommende ligapokalfinale som en ligeledes vigtig faktor.

- Swanseas største kamp nogensinde ligger kun en uge fremme, og det ville være mærkeligt om ikke den kamp var begyndt at trække lidt fokus fra Michael Laudrups tropper, hvorfor vi har Liverpool som forholdsvis store favoritter i søndagens kamp.

LIVE: Følg kampen direkte på ekstrabladet.dk

Per Marxen fra Unibet er enig. Ligapokalfinalen spiller en stor rolle i oddssætningen.

- Swansea må ganske enkelt have den forestående finale mod Bradford i hovedet, da det jo er den største kamp i klubbens historie, siger Per Marxen.

- Og det er nok den primære grund til Liverpools ret store favoritværdighed: Ikke fordi hjemmeholdet spiller specielt fantastisk eller er effektive foran mål - men fordi modstanderen har en forestående pokalfinale i hovedet.

Ladbrokes og Unibet ligger, som resten af markedet, med odds på mellem 1,53 og 1,60 på Liverpool-sejr, mens der kan hentes omkring fire gange pengene på uafgjort og seks gange pengene på Swansea. Det betyder, at bookmakerne løseligt sat giver Liverpool 60 procents chance for at vinde.

Nogenlunde det samme, som da Swansea gæstede Anfield i ligapokalturneringen og vandt 3-1.

For Swansea kan point meget vel stå og falde med defensiven og Michu. Begge dele har været lidt af en succeshistorie med fem clean sheets i ni udekampe (alle turneringer) siden starten af december. Holder Swansea målet rent endnu engang, så ligger det i odds 7,00 (Bet365), hvilket nok skal friste nogen.

Lidt flere vil dog nok hugge til på Michu, der er Swanseas topscorer, og i gang igen efter en længere scoringspause. Han nettede to gange i sidste weekends 4-1 sejr over QPR og scorer han igen i søndagens kamp, så belønnes det med over odds 3,00 de fleste steder.

Mest oplagte målscorer i kampen, mener bookmakerne skal findes på Liverpools mandskab. Luis Suarez er næstmest scorende i Premier League, hvor han med 17 træffere er noteret for to flere end Michu og to færre end Robin van Persie.

Spil på sydamerikaneren som målscorer ligger mellem odds 1,67 og 1,95.

0 kommentarer
Vis kommentarer
Mest læste i sport
Seneste i sport
Forsiden lige nu
Plus anbefaler
Hent flere