Sorte skyer over QPR

Bookmakerne har så godt som dømt Queens Park Rangers færdige i Premier League

Harry Redknapp (t.v.) har prøvet det før, men kan han levere et nyt mirakel og redde QPR til endnu en sæson i Premier League? Bookmakerne tror ikke på det. (Foto: AP/Alastair Grant)
Harry Redknapp (t.v.) har prøvet det før, men kan han levere et nyt mirakel og redde QPR til endnu en sæson i Premier League? Bookmakerne tror ikke på det. (Foto: AP/Alastair Grant)

Der mangler fortsat en lille tredjedel af sæsonen i Premier League, men et par spørgsmålstegn synes allerede besvaret. Manchester United vinder mesterskabet og Queens Park Rangers rykker ud.

Det første har bookmakerne hældt til i et stykke tid, og da United i weekenden øgede forspringet til 12 point droppede odds til 1,03 flere steder. Det kan dårligt komme længere ned.

Ned peger pilen også for Queens Park Rangers. London-klubben ligger sidst i Premier League, og efter lørdagens nederlag til Swansea er afstanden til redning oppe på syv point.

Det har fået bookmakerne til at sænke odds yderligere på klubben som nedrykker.

Dermed signalerer bookmakerne også, at de ikke tror på, at QPR-manager Harry Redknapp kan levere samme mirakel som i 2005/2006, hvor han formåede at redde et nedrykningsdømt Portsmouth-mandskab.

Han kom dengang til en sydengelsk klub, der blot havde hentet ti point i 15 kampe. Det lignede i første omgang ikke en succes, og afstanden til redning var otte point, da der manglede ti spillerunder. Med tyve point i de sidste ti kampe blev opholdet i Premier League dog fornyet.

- Situationen er den samme nu. Hvad der skete dengang er det, som vi har brug for nu, og ja, jeg tror på det. Jeg ved, at det bliver hårdt, og lige til kanten, men ikke umuligt, erklærede Harry Redknapp til The Guardian efter nederlaget til Swansea.

Indkøb uden effekt
Bookmakerne deler ikke umiddelbart hans optimisme. Nederlaget betød, at odds på QPR som nedrykker blev justeret fra omkring 1,50 til 1,17.

- Det ser skidt ud or Queens Park Rangers. Harry Redknapps januar-handler så på papiret stærke ud, og gav holdet håb, men de har slet ikke haft den ønskede effekt. Loric Remy blev hurtigt skadet, og især Chris Samba, der om nogen var udset til at skulle lukke hullet i defensiven, så helt skidt ud i weekenden overfor Michu og Swansea. Vi føler os overbeviste om at Redknapps dyre tropper ikke klarer den, og har dem derfor som storfavorit til at rykke ud af Premier League nu, siger Frederik Skov fra Ladbrokes.dk

Ud over Queens Park Rangers har bookmakerne tre andre klubber som frontløbere til at rende med i alt tre nedrykningsbilletter. Det er Reading, Wigan og Aston Villa.

Southampton, der længe har været vurderet i farezonen af bookmakerne, er nu bare outsider til sorteper. Weekendens sejr over Manchester City betyder, at klubben har fire point ned til nedrykningsstregen.

0 kommentarer
Vis kommentarer
Mest læste i sport
Seneste i sport
Forsiden lige nu
Plus anbefaler
Hent flere