Lotto-millionærer fortsætter som lønslaver

Hvis den nybagte vinder af 135 millioner opfører sig som andre lottomillionærer, beholder vedkommende sit job

Selvom man har scoret den helt store pengepræmie, fortsætter mange nybagte Lotto-millionærer med at gå på job hver dag som almindelige lønarbejdere.

Det fortæller informationschef fra Danske Spil, Thomas Rørsig, efter en dansk spiller fredag aften vandt 135 millioner i Eurojackpot og dermed satte rekorden for den suverænt største gevinst i danmarkshistorien.

- Mange lottovindere fortsætter med deres job. Blandt andet fordi de opdager, at arbejdet har en værdi i sig selv, og at det spiller en stor rolle i deres liv med blandt andet det sociale samvær med kolleger, siger han.

- Jeg kan sagtens forestille mig, at man bliver ved med sit ganske almindelige lønarbejde, selvom man har vundet 135 millioner kroner, tilføjer Thomas Rørsig.

Danske Spil har gentagne gange spurgt Lottovindere om, hvordan deres liv har artet sig efter den store gevinst. Blandt flere andre konklusioner lyder det, at det er en myte, at man bliver mindre lykkelig af at få mange penge mellem hænderne.

Læs også:

Se også: Det bruger de deres lottomillioner på

- Vi har spurgt fire gange i fire undersøgelser, og hver eneste gang bliver det bekræftet, at man bliver betydeligt gladere af at vinde. Jo større beløb, desto gladere bliver man, siger Thomas Rørsig.

Ifølge Danske Spil er betaling af gæld det første, som de fleste nybagte vindere bruger deres nyfundne rigdom på.

Jorden rundt nogle gange
- Og så rejser de. Gerne længere ud end de plejer. I det her tilfælde bliver det nok jorden rundt nogle gange, og så gætter jeg også på, at en ret stor familie bliver inviteret med, siger Thomas Rørsig.

- Og hvis de bor i lejlighed, køber de måske et hus. Hvis de bor i hus, køber de måske et større og lækrere hus. Alle uden undtagelse betænker også familiemedlemmer og nære bekendte, tilføjer han.

Det eneste, der i øjeblikket vides om den nybagte Eurojackpot-millionær, er, at vedkommende købte sit gevinstgivende spil i kiosken på Herlev Hospital.

- Det kan være sundhedspersonale, det kan være en patient, det kan være en gæst, det kan være hvem som helst. Vi hører garanteret fra vedkommende lørdag, siger Thomas Rørsig.

Danske Spil regner dog ikke med, at den heldige Lotto-millionær står frem.

- Det er der så godt som ingen, der gør. Det sker kun helt undtagelsesvist. Næsten alle foretrækker at være anonyme og leve i stilhed med gevinsten, siger Thomas Rørsig.

Den hidtidige lottorekord beløb sig til 38,5 millioner kroner - vundet af et københavnsk ægtepar i marts 2008.

0 kommentarer
Vis kommentarer