Arbejdsløs vandt milliongevinst - igen

For anden gang på fire år har en skånsk lottospiller ramt milliongevinst

En 40-årig svensker kunne lørdag juble over sin anden milliongevinst i lotto på bare fire år. (Foto: Svenska Spel)
En 40-årig svensker kunne lørdag juble over sin anden milliongevinst i lotto på bare fire år. (Foto: Svenska Spel)

Nogle er mere heldige end andre.

Nogle er helt ekstremt heldige. Som den 40-årige svensker fra Hässleholm, der nu for anden gang kan glæde sig over en milliongevinst i lotto.

For fire år siden vandt den arbejdsløse skåning 1,4 millioner svenske kroner i lotto, og i lørdags fik de følgeskab af 3,9 millioner svenske kroner.

- Det følges godt. Jeg har altid troet på, at jeg nok skulle vinde igen, men en milliongevinst inden for fire år er jo fantastisk. Jeg er meget glad og taknemmelig, forklarer den dobbelte lottomillionvinder til det nationale svenske spilleselskab Svenska Spel.

Læs også:

Milliongevinst på vej i skraldspanden

Nu skal han igen til det at spekulere over, hvad pengene skal bruges til. Han regner i første omgang med en rejse, hvor han 'vil samle tankerne'.

Lotto kommer han stadig til at spille.

- Jeg fortsætter med at spille Lotto og Joker for at ramme Drömvinsten (den store bonuspulje i det svenske lotto, red.). Man ved jo aldrig ...