81-årig gemte milliardgevinst i sin bibel

Vinderen af den 6. største jackpotpulje i amerikansk historie er netop trådt frem på et pressemøde i Rhode Island

Louise White (t.h.) får overrakt sin check af direktør for de lokale spilmyndigheder, Gerald Aubin (t.v.) og guvernør Lincoln Chafee (i midten). (Foto: AP/Stew Milne)
Louise White (t.h.) får overrakt sin check af direktør for de lokale spilmyndigheder, Gerald Aubin (t.v.) og guvernør Lincoln Chafee (i midten). (Foto: AP/Stew Milne)

Efter flere ugers venten har vinderen af den 6. største gevinst i amerikansk historie valgt at træde frem i Rhode Island. Det skete tirsdag eftermiddag, dansk tid, på et tætpakket pressemøde hos den lokale spilmyndighed i Cranston.

Vinderen er den 81-årige Louise White, der valgte at møde op flankeret af blandt andre en økonomisk rådgiver og guvernøren i Rhode Island, Lincoln Chaffee.

- Jeg er meget glad, og meget stolt, og dette vil gøre min familie meget glad. Vi er i sandhed velsignede, forklarede Louise White umiddelbart inden hun fik overrakt en symbolsk check og blev foreviget af et stort antal fremmødte fotografer.

Ifølge en talsmand for familien valgte White i første omgang at gemme vinderkuponen i sin bibel, som hun også sov med, ind til hun kunne komme i banken og placere den i en sikkerhedsboks.

Her efter valgte hun at søge økonomisk rådgivning og blandt andet grundlægge en fond, der skal varetage den store sum penge. Fonden har fået navnet 'Rainbow Sherbert Trust', der refererer til hendes søns favorit-is, som hun købte sammen med vinderkuponen i en Stop & Shop i hjembyen Newport.

Læs også:

Se også: Amerikanerne har udsigt til milliardspil

Det ventes at hun vælger at hele gevinsten skal udbetales på én gang frem for i rater over de næste 29 år, og dermed bliver den endelige udbetaling efter gevinstafgifter på 210 millioner dollar - svarende til 1,2 milliarder danske kroner.

Det er den første jackpot-gevinst i Powerball efter at man valgte at hæve prisen for at spille med og herved gøre puljerne endnu større.

0 kommentarer
Vis kommentarer