Rusty Dust var helt overlegen

V5 Nordic: Meget tyder på svensk sejr i Dansk Trav Kriterium

Rusty Dust var favorit allerede inden Kriteriumsprøverne. Det er ikke ændret nu. (Foto: Lasse Jespersen)
Rusty Dust var favorit allerede inden Kriteriumsprøverne. Det er ikke ændret nu. (Foto: Lasse Jespersen)

CHARLOTTENLUND (ekstrabladet.dk): Rusty Dust, der er ejet i Sverige, ser ud til at blive den helt store favorit i Dansk Trav Kriterium sidste søndag i september.

Hesten, der er vant til at gå i den hårdste svenske konkurrence, knækkede totalt Ray-Ban i opløbet.

Ray-Ban og Ken Ecce havde ellers ført hele løbet, mens Rusty Dust lå bagerst i feltet. Med 1200 meter igen blev Rusty Dust sendt frem udvendigt på Ray-Ban, og trods den hårde vind, så overtog Thomas Uhrbergs hest let overtaget i opløbet.

- Han virker rigtig fin i dag, sagde Thomas Uhrberg efter sejren.

- Så du kan komme og køre ham igen i Dansk Trav Kriterium?

- Ja. Jeg melder kun afbud, hvis både bro og færge bliver aflyst.

Ray-Ban holdt hjem til andenpladsen, mens Rasser Vang og Bo Westergaard tog tredjepladsen. Fra det løb gik også Red Bull og Repay Merci videre til finaleløbet.

Birger var selv overrasket
Birger Jørgensen fortalte tirsdag til Ekstra Bladet, at han var i tvivl om, han overhovedet fik kvalificeret en hest til Dansk Trav Kriterium. Det blev ikke noget problem, for Robin Laser vandt det andet kvalifikationsløb. Det overraskede verdensmesteren.

- Jeg havde tre muligheder i det løb, og jeg valgte Robin Laser, fordi det så ud til at være den største chance. Jeg havde dog ikke på forhånd regnet med, at vi kunne slå hverken Revenna eller Rambo Flex, sagde Birger Jørgensen til Ekstra Bladet.

Birger Jørgensen førte løbet hele vejen, og Rambo Flex blev toer. De sidste tre finalebilletter fra det heat gik til Ratata, Ravenna og Rolex Boy.

Ekstra Bladets Travnyheder er på ekstrabladet.dk/trav