Hun vandt på hovedet

V65 Aalborg: Peak Performance gav beviset på, at hun er Danmarks bedste fireårige hoppe

Peak Performance har vundet alt for Steen Juul i år. (Foto: Lasse Jespersen)
Peak Performance har vundet alt for Steen Juul i år. (Foto: Lasse Jespersen)

AALBORG (ekstrabladet.dk): Der er ingen ved siden af Peak Performance.

Hun er Danmarks bedste fire-årige hoppe. Udforderen Prada Cloc er blevet slået i Jydsk 4-årings Hoppe Grand Prix, Hoppederbyet og nu Aalborg Hoppechampionat.

Sejren denne søndag var i særklasse. Peak Performance havde det dårligste startspor. Prada Cloc styrede i spidsen fra start, mens Peak Performance fik tredje spor i første sving og siden endte udvendigt på førerhesten. Den hårdeste position i et travløb.

I opløbet var de to heste side og side, men energiske Peak Performance pressede sig forbi.

Steen Juul udtalte tidligere på ugen, at han ikke følte, hoppen var i samme form som til derbyet.

- Nu vinder I alligevel. Hvordan kan det værre?

- Hun vinder udelukkende på hendes væddeløbshoved, svarer Steen Juul.

- Det er noget træningsteknisk, der gør, at jeg ikke følte, at hun havde trænet så godt.

- Jeg synes heller ikke, at hun i dag er bedre end tidligere. Vi var godt nok i tredje spor, men jeg kørte ikke til derude, så det blev aldrig nogen syreåbning. Hun var lidt hidsig fra start, siger træneren videre.

Ekstra Bladets Travnyheder: ekstrabladet.dk/trav