Største sejr i 50 år

Galopderby: Tigress Eleven gav pengene hele 22 gange igen

Sådan. Nicolaj Stott og Tigress Eleven rider først over stregen i Dansk Derby. (Foto: US Photo)
Sådan. Nicolaj Stott og Tigress Eleven rider først over stregen i Dansk Derby. (Foto: US Photo)

KLAMPENBORG (ekstrabladet.dk): Tusindvis af galopfans fik en artig overraskelse, da Dansk Galopderby 2011 søndag blev afgjort på Klampenborg Galopbane.

Storfavoritten til at nappe derbytitlen og de 400.000 medfølgende præmiekroner, Cantenac, måtte se sig overhalet indenom af outsideren Tigress Eleven i det prestigefyldte derbyløb.

– Da jeg rundede 400-meter-mærket, begyndte jeg at tro på, at jeg kunne vinde løbet. Det er den største dag i min karriere, fortalte en glad jockey, Nicolaj Stott, efter sejrsceremonien.

Tigress Eleven var i den grad dark horse i årets derby, og totalisatoreren lovede pengene 22 gange tilbage, hvis den løb først over stregen.

Tunge skyer truede i løbet af søndagen med at forvandle det nordlige København til et badeland. Men det blev ved truslen, og de mange tusinde tilskuere kunne glæde sig over 11 flotte galopløb.



Første Derby-sejr
Den store finale, selve derbyløbet, blev en tæt affære. Hele syv heste kom over målstregen inden for et sekund, med storfavoritten Cantenac på en tredjeplads og Alvin på andenpladsen.

Ingen kunne dog nå Tigress Eleven, og det var hestens ejer lykkelig for.

– Vi fik modbevist alle dem, der sagde, at hopper ikke kan vinde et derby. Jeg er kommet her ude på galopbanen i 50 år, så jeg er oven ud lykkelig for at få titlen. Det er det største, man kan opleve som hesteejer, fortæller Tigress Elevens ejer Jane Zwicky.

Men det var ikke nogen helt rolig ejer, der så løbet bag de hvide træbomme.

– I starten var jeg faktisk iskold, men da jeg så kunne se, at den førte ved det sidste sving, så blev jeg godt nok nervøs. Men heldigvis holdt den hele vejen, fortalte Jane Zwicky, inden hun efterfølgende modtog lykønskninger og laurbærkrans af kulturminister Per Stig Møller.



Ekstra Bladets Travnyheder: ekstrabladet.dk/trav

0 kommentarer
Vis kommentarer
Mest læste i sport
Seneste i sport
Forsiden lige nu
Plus anbefaler
Hent flere