Derbyvinder skulle have været løvefoder

Galopderby: Diamool var en problemhest som et og to-åring. Nu er den derbyvinder

Opløbet i Dansk Galopderby. Sir Henry inderst - løber ud i High Flyer. Yderst er det Diamool, der vinder løbet efter en afgørelse i voldgiften. (Foto: US Photo)
Opløbet i Dansk Galopderby. Sir Henry inderst - løber ud i High Flyer. Yderst er det Diamool, der vinder løbet efter en afgørelse i voldgiften. (Foto: US Photo)

Det var tæt på, at årets derbyvinder Diamool aldrig var nået til den historiske sejr.

I stedet var den så sent som sidste år tæt på at ende som løvefoder i zoologisk have.

– Det var med i vores overvejelser. Det var en besværlig hest, både som åring og som toårs.

– Den var nervøs for alting og ville ikke gå ind i startboksen, sagde en af ejerne sagde Tom Larsen til Ekstra Bladet i vindercirklen.



Vandt i voldgiften
Der skulle en voldgifts-afgørelse til, før Diamool kunne kåres som derbyvinder.

Det var den brune hingst Sir Henry, som kom først over stregen, men i sidste sving skiftede den spor og generede storfavoritten High Flyer med Nicolaj Stott i sadlen.

Voldgiftsmedlemmerne vurderede, at High Flyer var blevet frataget sin vinderchance.

Derfor var det i stedet Diamool, som efter en forrygende spurt skulle have det røde vinderdækken på.

– Det er fantastisk, en drøm som går i opfyldelse, udbrød Tom Larsen.

Det var en noget overraskende sejr til Diamool. Både for tilskuerne og for hestens ejere.

– Vi havde håbet, at han kunne komme blandt de fem første, men at han skulle gå hen og vinde, det havde vi ikke turdet håbe på.

Midt i sejrsrusen var der dog tid til at sende en tanke til Sir Henrys ejer.

– Det er selvfølgelig ikke den bedste måde at vinde på, men sådan er det, lød det fra Tom Larsen.

Langt henne i løbet lignede Diamool da heller ikke en vinder. Ind til cirka 500 meter før mål lå den midt i feltet, men da de sidste kræfter skulle findes frem, gav den alt, hvad den havde i sig.

– Han er jo flyvende til sidst. Det er helt vildt, sagde Tom Larsen.



Skandinavien rundt
Næste gang, Diamool skal i aktion, bliver i det svenske og norske derby. Men som det ser ud nu, er der ingen planer om, at han skal ud i den store verden.

– Nu tager vi de næste to løb. Så må vi se hvad der sker, lød det fra hesteejerne.

0 kommentarer
Vis kommentarer