Nu har Okay Bee far med

Danmarks bedste treåring blev kun fjerde i sidste start, men der var Bent Ole Pedersen ikke med

Bent Ole Pedersen, Okay Bee og kusken Flemming Jensen glæder sig over en af hestens 10 sejre. (Foto: US Photo)
Bent Ole Pedersen, Okay Bee og kusken Flemming Jensen glæder sig over en af hestens 10 sejre. (Foto: US Photo)

Ærlig talt. Så kunne denne historie være en fabel.

Når Danmarks bedste treåring, Okay Bee, søndag skal forsøge at holde årgangstronen ved at vinde Grand Circle 4-års Championat i Skive, står der kun en fjerdeplads ud for hestens sidste præstation.

Det er der en helt enkelt årsag til. Okay Bee savnede ejeren Bent Ole Pedersen.

– Det var første gang, at jeg sendte ham af sted med helt fremmede folk. Derfor manglede han simpelt hen humør, siger den nordjyske opdrætter, der har haft med travheste at gøre i mere end 50 år.

– Okay Bee har været vant til at omgås mig hver eneste dag i tre år.

– Da hesten vendte hjem til gården og hørte min stemme, så vrinskede den.

Barnedåb

Det var et barnebarns dåb, der fik Bent Ole Pedersen til at melde afbud for første gang i hestens korte, flotte karriere.

– Jeg skal jo sætte familien højere, men det er sikkert, at jeg selv kører ham til Skive på søndag, siger Bent Ole Pedersen til Ekstra Bladet.

Okay Bee har hele året været landets bedste treåring.

Men de andre treåringer er tæt på. Kun en diskvalifikation sikrede nordjyderne sejren i Dansk Trav Kriterium.

– Han var tidligt udviklet, men nu er de andre ved at have indhentet ham. Jeg synes, at der er tre-fem stykker, der er lige gode, siger Bent Ole Pedersen.

Ekstra Bladet giver ham ret og garderer bredt i V5-forslaget til Skive.

0 kommentarer
Vis kommentarer

Skærm

Forsiden lige nu
Plus anbefaler
Hent flere