Griber chancen i svensk millionløb

Travhesten Wishing Stone, der har dansk og amerikansk ejerkreds, har i 11. time fået startplads i Olympiatravet. Et løb, med halvanden million svenske kroner i førstepræmie

Knud Erik Ravn med Wishing Stone (Foto: Lasse Jespersen)
Knud Erik Ravn med Wishing Stone (Foto: Lasse Jespersen)

Wishing Stone har både dansk og amerikansk ejerkreds. Det gør, at der er naturligvis er ønsker i begge lejre for at se hesten til start både i Europa og på baner i Nordamerika. Og ifølge hestens danske delejer, Knud Erik Ravn, kan opgaver i USA meget vel komme på tale til september, men inden venter det svenske storløb Olympiatravet.

- Hestens svenske træner, Åke Svanstedt, var lettere overbevist om, at Wishing Stone ville få et wildcard til Olympiatravet, men da man så valgte at tildele et til Commander Crowe, var vi reelt ude af Olympiatravet. Men jeg er glad for, at Wishing Stone nu er med i løbet alligevel efter et afbud fra en fransk hest, siger Knud Erik Ravn.

Sæsonen for amerikanskfødte Wishing Stone er dog ikke begyndt på overbevisende måde, men Knud Erik Ravn er sikker på, at hans hest har chance for 21. april at løbe med Olympiatravets førstepræmie på halvanden millioner svenske kroner.

- Han startgaloperede i sin sæsondebut i Norge, men træneren var hurtig til at påtage sig skylden. Og gangen efter, hvor vi forsøgte at kvalificere Wishing Stone til Olympiatravet, fik han et lidt mærkeligt løb og endte på tredjepladsen. Men hesten er i orden, og med lidt 'racing luck' i Olympiatravet skal han efter min mening ikke afskrives som en vinderchance, lyder vurderingen fra Knud Erik Ravn.

Mange startmuligheder

Ifølge Knud Erik Ravn har Wishing Stone en træner og kusk, som i den grad kan afgøre et løb på Åby, der er lidt speciel i forhold til andre travbaner med to indvendige spor i opløbet, de såkaldte 'open stretch-spor'.

- Mit drømmescenarium er spids fra start og så siden et rygløb på en af favoritterne. Det giver så mulighed for at benytte open stretch til slut, og i Åke Svanstedt har vi efter min mening en sand mester til netop 'at køre open stretch', siger han.

Wishing Stone kan få en travl sæson. Den hører til i verdenseliten, og en større tur senere på året til fødelandet USA og Canada kan ikke udelukkes.

- Starter i USA senere på året er helt klart muligheder. Han er anmeldt en række store løb 'over there', men intet er sikkert i den retning overhovedet. Der er tale om meget interessante og bestemt mulige opgaver for Wishing Stone, understreger Knud Erik Ravn.

I Skandinavien hører Elitloppet i Stockholm i slutningen af maj til et af de allerstørste løb, og her kan Wishing Stone også være aktuel, ligesom det danske storløb Copenhagen Cup er det.

- Får vi en invitation til Elitloppet, og er hesten i form til det, vil vi naturligvis overveje det nøje. Man kan også forestille sig andre storløb, så selv om ønskerne er mange, er vi er nødt til at tage et løb af gangen, påpeger Knud Erik Ravn.

0 kommentarer
Vis kommentarer

Skærm

Forsiden lige nu
Plus anbefaler
Hent flere