O'Grady skal fyres af

V75: Birger Jørgensen får besked på at fyre den dansk favorit af sted fra start

Den danske femårige traver O'Grady bliver favorit, når hesten lørdag eftermiddag er med i det indledende V75-løb.

Og står det til træneren Gordon Dahl, så kommer hesten, der køres af Birger Jørgensen, til at styre løb fra start til slut.

- Vi har fået startspor 7. Det er lidt langt ude i banen, men jeg har tænkt mig at sige til Birger Jørgensen, at han godt må køre lidt med fra start. Hesten er jo hurtig nok til det, og jeg tror faktisk, at konkurrenterne har lidt respekt for ham, og det betyder jo også noget, siger Gordon Dahl.

Spil med i V75-spillet

Han understreger, at hesten tidligere har vist, at den kan være med i en hård åbning og alligevel have kræfter til mål.

Det var det scenarie, som blev brugt da O'Grady i oktober vandt storløbet N. J. Koster Memorial på Charlottenlund Travbane.

Siden har hesten ikke været til start.

- Alt er positivt med ham. Vi fik ham gennemgået af dyrlægen, og der var intet at udsætte på ham. Alt var, som det skulle være.

- Derfor tager vi til Sverige fuld af optimisme og med god samvittighed, siger træneren.

Han laver ikke noget om til starten i den svenske sølvdivision.

- Han kommer til at starte med samme balance som altid - meget tynde aluminiumssko. Det bliver nok først næste år, vi prøver ham uden.

- Jeg ville ellers gerne, men Birger er mest tryg ved, at vi kører ham med sko. Nu er det ikke sådan, at hesten har et ekstra gear til næste år, hvis vi prøver ham uden - et kvart gear måske - skoene er jo alligevel så lette, siger træneren.

Ekstra Bladet har O'Grady som en sikker vinder på V75-forslaget.

Ekstra Bladet Travside har til og med lørdag masser om V75-løbene i Sverige, der har deltagelse af flere danske eliteheste: Ekstrabladet.dk/trav